Serie A: Målfattig mandag aften i vente


Udinese - Catania

Det værste lader til at være overstået for Udinese, og Guidolin & Co. kan nu tage fat på opgaverne med større ro i sindet. Det er sandt, at der stadig mangler fem point, før de sorthvide er oppe på 40, men spillerne behøver ikke længere kigge sig nervøst over skulderen, da der er 11 point ned til nummer tredjesidst. Di Natale fik et hvil mod Inter, men den snu veteran er tilbage i start-11'eren mandag aften, hvor han får selskab af Bruno Fernandes. I målet får unge Scuffet endnu en gang chancen for at vise sit værd. I de seneste tre hjemmekampe, Udinese har spillet, har der været under 2.5 mål.

Hvis Udinese kan vide sig sikker, så ligner Catania en klub, der lever på lånt tid. Sicilianerne er nummer sjok i tabellen, og selv ikke en uafgjort vil gøre nogen forskel for det kriseramte hold mandag aften på Friuli. Maran satser på en 4-3-3-formation med Barrientos, Bergessio og Keko i angrebet for et hold, der nu har tabt 13 af sine seneste 15 ligakampe, og som ikke har besejret Udinese i de seneste syv indbyrdes opgør. Værterne er favoritter til odds 1.65 i et opgør, hvor vi satser på under 2.5 mål til odds 1.78. Man bør også overveje at satse på, at begge hold scorer til odds 1.82.

Livorno - Inter

Di Carlo har været meget utilfreds med de seneste to præstationer mod Torino og Atalanta, og mandag aften forventer toscanernes cheftræner en trodsreaktion. Livorno er pt. tredjesidst i Serie A med to point op til Bologna på den anden side af stregen. Livorno sætter blandt andet sin lid til den tidligere Inter-spiller Belfodil, der sammen med Paulinho udgør hjemmeholdets angreb i Di Carlos 3-5-2'er. Toscanerne har tabt de seneste fem kampe mod Inter.

Milaneserne har kan pludselig se fjerdepladsen i horisonten, efter at Fiorentina søndag måtte nøjes med 0-0 på udebane mod Sampdoria. Florentinerne har dermed fire point ned til Mazzarris Inter-hold, der har det nemmere på udebane end på hjemmebane, og som mandag stiller med en offensiv trio bestående af Alvarez, Icardi og Palacio. I fem af Inters seneste seks kampe har der været under 2.5 mål. Livorno er ikke et nemt sted at spille, men 1.82 på 2-tallet er interessant.

Ligesom i mandagens tidlige kamp tror vi på under 2.5 scoringer til odds 1.78.

Klik her for at læse Luca Ferratos analyse af weekendens action i Serie A!