Serie A: Optakt og spilforslag til weekendens kampe


Fredag

Milan 1.50 Uafgjort 4.00 Parma 7.25 (Kickoff fredag klokken 20:45)

Adriano Galliani, Milans vicepræsident, rådede onsdag medierne til at holde op med at snakke om Mario Balotelli. Man kan kun gætte på, at han brugte resten af eftermiddagen på at overbevise jordkloden om at stoppe sin rotation. I løbet af de 15 dage, der er gået siden han skrev under med Milan, er Balotelli to gange blevet fanget af paparazzierne, mens han festede ud på de små timer. Hvad der er mere alvorligt, er, at han er blevet fanget i at køre bil uden forsikring - noget der kun kom frem, fordi han ikke ville lytte til politiets instruktioner om at parkere lovligt i en lufthavn.

Ser man på den anden side af mønten, så finder man ud af, at han rent faktisk har spillet rigtig godt, siden han kom til klubben fra Manchester City. Hans tre mål i to kampe er - deprimerende nok for Milan - tilstrækkeligt til at placere ham som en delt nummer tre på klubbens topscorerliste. Han giver odds 1.80 som målscorer mod Parma, og selvom det ikke er det højeste odds i verden, så er det sandsynligvis det bedste i en kamp, som Milan bør vinde.


Lørdag
 

Chievo 2.20 Uafgjort 3.20 Palermo 3.50

Sidst Palermo vandt en udekamp, gik Balotelli med ble, fodbolde blev lavet af svineblærer, og Cæsar var kejser i Rom. Ok, det er måske en mindre overdrivelse, men sicilianerne har ikke vundet på fremmed græs siden april sidste år. Ja, rent faktisk har holdet overhovedet ikke vundet siden november. Sats på hjemmesejren.
 

Roma 3.40 Uafgjort 3.50 Juventus 2.10

Så meget for Celtics hjemmebanefordel. Uanset hvad du måtte mene om holdets taktik ved hjørnespark, så var Juventus' sejr over de skotske mestre tirsdag i Glasgow ganske klar og overbevisende. Nu er spørgsmålet så, om entusiasmen oven på den sejr kan kompensere for tunge ben, når de begiver sig til Rom for at spille den anden hårde udekamp på fem dage.

Romas midlertidige træner, Aurelio Andreazzoli, fik ikke den bedst tænkelige start med 1-3-nederlaget ude mod Sampdoria sidste weekend. Trænerens kritik af Francesco Totti, efter at anføreren ikke tog det straffespark, som holdet fik, har afstedkommet en del kontroverser. Talentet i Romas start-11'er gør, at holdet altid vil være i stand til at præstere, men med al den uro i kulissen går jeg efter udesejren.

 

Søndag
 

Catania 2.00 Uafgjort 3.35 Bologna 3.85

Kigger man på de seneste opgør mellem de to klubber, så ser det ikke godt ud for Catania, der har tabt fire kampe i træk mod Bologna og tabte 0-4 i det omvendte opgør i september. Desuden har sicilianerne fået tre udvisninger i de fire opgør, så det vigtigste for dem i søndagens kamp er måske bare at holde alle 11 mand på banen. Catania er fortsat et af de stærkeste hjemmehold i Serie A med 26 point for 12 kampe på Stadio Angelo Massimino, og jeg vil satse mine penge på dem til odds 2.00.
 

Genoa 2.35 Uafgjort 3.30 Udinese 3.00

Dette opgør er, når det bliver afviklet i Genoa, ikke endt uafgjort siden 1989. Det er desuden en kamp, der som regel resulterer i mål - 21 kasser er der scoret i de seneste fem kampe på Stadio Luigi Ferraris. Over 2.5 mål i kampen giver et fint odds i form af 2.05.
 

Napoli 1.42 Uafgjort 4.50 Sampdoria 7.50

Fedele Limone agerer substitut for Sampdorias træner, Delio Rossi, på Stadio San Paolo, men det er fortsat usikkert, hvem der vil overtage ansvaret for at give fingeren til modstandernes spillere. Rossi eller ej, Samp har været godt kørende på det seneste, hvor holdet kun har tabt én kamp efter nytår. En udekamp mod Napoli udgør dog en større udfordring end noget af det, de har stået over for i år.

Napoli fik ganske vist tæv af Viktoria Plzen i Europa League i midtugen, men med stærkeste start-11'er er det vanskeligt at forestille sig en gentagelse mod Sampdoria. På den anden side er der ikke meget spilværdi i at satse på hjemmesejren, og Samps Mauro Icardi giver hele 5.25 som målscorer i kampen. Den 19-årige spydspids, der er blevet rygtet på vej til Inter, har lavet syv mål i sine seneste seks kampe og har vist, at han kan præstere i de store kampe. To af målene kom i holdets choksejr i Torino mod Juventus.
 

Pescara 3.00 Uafgjort 3.30 Cagliari 2.40

Pescara har været et meget vanskeligt hold at spå om i denne sæson, hvor holdet har tabt flere kampe, end de har vundet, men samtidig har lavet imponerende resultater i situationer, hvor man mindst forventede det - såsom 2-0-sejren ude mod Fiorentina i begyndelsen af sidste måned. Cagliari kommer til kampen efter en flot præstation mod Milan (1-1) i en kamp, hvor de kunne betragte sig selv som uheldige med ikke at have fået mere end ét point. Det bliver svært at gentage det gode spil, nu hvor Daniele Conti, Daniele Dessena og Davide Astori alle er ude med karantæne. Jeg er fristet af at spille på hjemmesejren til odds 3.00.
 

Torino 2.20 Uafgjort 3.25 Atalanta 3.55

Angelo Ogbonna er tilbage i Torinos forsvar efter to måneders skadespause. Man kan dog ikke ligefrem sige, at han har været decideret savnet i den periode. Giampiero Venturas hold har rækkens fjerdebedste defensiv, der blot har indkasseret ét mål mere end Champions League-bejlerne Lazio og to færre end Inter og Fiorentina. Mod et Atalanta-hold, der ikke har scoret i fem af sine 12 udebanekampe i denne sæson, satser jeg på clean sheet til hjemmeholdet til odds 2.45.
 

Fiorentina 1.95 Uafgjort 3.40 Inter 3.90

En dejlig sejr for Inter over Cluj i Europa League blev fuldstøndig overskygget af Diego Militos korsbåndsskade, der angiveligt truer med at koste argentineren hans karriere. Milito er holdets topscorer, selvom han allerede har misset mange kampe i sæsonen, og han bliver stærkt savnet på et hold, hvis andre muligheder i angrebet - Rodrigo Palacio og Antonio Cassano - begge har det bedre med at ligge lidt længere tilbage på banen.

På den anden side så har Fiorentina ikke spillet godt nok i år til at fortjene så lavt et odds, og de har ikke slået Inter i 15 forsøg i alle turneringer. Uafgjort til odds 3.40 kan meget vel være det bedste væddemål.


Mandag
 

Siena 3.10 Uafgjort 3.00 Lazio 2.45

Lazio har kun vundet én kamp ud af de seneste syv i ligaen, Coppa Italia og Europa League, men for at få et indtryk af holdets ukuelighed behøver du ikke se længere tilbage end torsdagens udekamp mod Mönchengladbach. Vladimir Petkovic' hold fik dømt tre straffespark imod sig og fik en mand vist ud, men formåede alligevel at snuppe ét point i overtiden. Selv uden Klose fortsætte romerne med at kæmpe, og jeg forventer, at de kommer tilbage på sporet denne weekend med en sejr over Siena, der stadig ville ligge nummer 17, hvis man så bort fra holdets pointstraf på seks point.