Serie A: Optakt og spilforslag til weekendens kampe


Lørdag

Milan 1.48, uafgjort 4.00, Chievo 6.25 (Kickoff kl. 18:00)

Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, hvilken formation Massimiliano Allegri vil hitte på til den næste kamp. Milan-trænerens alternative 3-5-2'er med fire centrale midtbanespillere og en enkelt wingback blev ikke ligefrem varmt modtaget af klubbens ledere. Vicepræsident Adriano Galliani beklagede sig til Allegri over hans tilgang til 2-2-kampen mod Palermo tirsdag aften, men hævder, at de nu er på god fod igen.

Chievo fik en sejr over Pescara i midtugen, men vil være uden en række spillere inklusiv Bostjan Cesar, Gennaro Sardo og Alberto Paloschi. De har tabt deres seneste 11 kampe mod Milan i alle turneringer, men snarere end at spille på resultatet vil jeg satse på, at Stephan El Shaarawy får sit navn på scoringslisten, sådan som han har gjort det i seks af Rossoneris seneste syv Serie A-kampe.

Søndag

Pescara 3.00, uafgjort 3.30 Parma 2.30

Moralen på de to hold er diametralt modsat hinanden. Mens Pescara har trukket sig tilbage til "ritiro" - en lukket træningslejr - efter sit tredje nederlag i fire kampe, glæder Parma sig over sin tredje sejr i lige så mange kampe.

Der er ingen tvivl om, hvad der er på spil for Pescara-træner Giovanni Stroppa, der torsdag blev advaret af klubbens præsident, Daniele Sabatini, om, at "holdet skal vinde og være overbevisende". Men sådan en åben trussel, der går meget godt i spænd med det dårlige humør på Stadio Adriaticos tribuner, lader til blot at forstærke den nervøsitet, som råder blandt spillerne. Udesejren til odds 2.30 giver god mening.

Bologna 2.45, uafgjort 3.25, Udinese 2.80

Sidste sommer solgte Udinese Samir Handanovic, Mauricio Isla, Kwadwo Asamoah for bare at nævne nogle få. Året før var det navne som Alexis Sánchez, Gokhan Inler and Cristián Zapata. Hvis dette hold på den ene eller anden måde har formået at forblive konkurrencedygtigt trods alle disse afgange, så er det helt og holdent takket være træner Francesco Guidolin og angriberen Antonio Di Natale. I løbet af de tre sæsoner, der gik forud for denne, scorede han 80 ligamål. Dette efterår har han banket seks mål ind i syv kampe.

Problemet med dette er selvfølgelig at vide, hvad man skal stille op, når han ikke kan spille. Lige nu er der tvivl om Di Natale til søndagens kamp. Kun en anden spiller har scoret over ét mål i sæsonen, og det er nyindkøbet Maicosuel, der har scoret to gange. Bologna har store problemer i denne sæson og har tabt sine seneste fire kampe. Men hvis Di Natale er ude, så vil jeg satse på uafgjort til 3.25.

Catania 2.50, uafgjort 3.20, Lazio 2.80

Lazio er ikke helt lige så afhængig af sin topangriber, Miroslav Klose, som Udinese er det, men hans karantæne er ikke desto mindre et stort tab, når holdet rejser til det østlige Sicilien for at møde et Catania, hvis hjemmeform var fremragende indtil det stærkt kontroversielle nederlag til Juventus sidste weekend. Fraregnet yderligere ubekendte dommerkendelser mener jeg, at sicilianerne giver god værdi til odds 2.50.

Fiorentina 1.60, uafgjort 3.60, Cagliari 5.75

Pludselig fremstår Cagliaris blege start på sæsonen - to point efter seks kampe og et helt nyt stadion, som holdets tifosi ikke havde tilladelse til at komme ind på – som et minde langt borte. Det nye trænerhold bestående af Ivo Pulga og Diego Lopez kan glæde sig over fire sejre på stribe, siden de tog over i klubben på Sardinien. Dermed ligger Cagliari nu nummer syv i rækken.

Dette bliver dog en stor udfordring mod et Fiorentina-hold, der også er i fin form og blot har smidt to point i de seneste fire kampe. Jeg vil ikke vædde på resultatet, men i stedet satse på, at Viola holder clean sheet til 1.90. Det har de gjort i deres seneste fire hjemmekampe.

Napoli 1.55, uafgjort 3.80, Torino 6.00

Et andet hold, hvis afhængighed af en enkelt angriber er blevet udstillet på det seneste, er Napoli, der blot har scoret en enkelt gang i to kampe uden en skadesramt Edinson Cavani - selvom der er blevet skabt et væld af store chancer. I skrivende stund ved man ikke, om han bliver klar til søndagens kamp, så det er værd at vente på nyt fra den front, før man hælder penge i denne kamp. Hvis han er ude, bliver Torino fristende på dobbeltchancen til odds 2.40.

Sampdoria 2.25, uafgjort 3.20, Atalanta 3.20

Formbarometret er ikke god læsning for Sampdoria. Der er tale om en dyster nedtur, efter at holdet ellers kom godt fra start. Ciro Ferraras mandskab har tabt fem kampe på stribe og har ikke vundet siden 16. september. Ligesom Pescara har Samp beordret sine spillere i en lukket træningslejr før weekendens kamp, men i modsætning til den anden klubs træner har Ferrara stadig klubledelsen fulde tillid udadtil. Atalanta kan meget vel blive Samps redning. Der er tale om et hold, der til trods for en vis forbedring i sin generelle form stadig blot har scoret tre mål på udebane i fem forsøg. Clean sheet til hjemmeholdet giver odds 2.55.

Siena 2.20, uafgjort 3.25, Genoa 3.20

Gigi Del Neri har ikke stået bag den nemmeste start på tilværelsen som Genoa-træner. Kalenderen sørgede for, at hans hold skulle op imod Milan og Fiorentina i hans to første kampe. Men efter to nederlag er der et vist pres på hans hold for at få en eller anden form for resultat mod Siena, der ville ligge à point med Genoa, hvis det ikke var for klubbens straf på seks minuspoint før sæsonen. Med tanke på at Siena blot har scoret fire gange på hjemmebane i sæsonen, og at Genoa har præsteret det samme antal på udebane, foreslår jeg at satse på under 1.5 mål til 2.90.

Roma 1.55, uafgjort 4.00, Palermo 5.75

Hvad mere kan man i virkeligheden finde på at sige om Roma, der i den seneste uge har tabt 2-3 til både Udinese og Parma efter at have indledt scoringen ved begge lejligheder? I det mindste er Giallorossi i godt selskab mod et Palermo-hold, der var foran 2-0 mod Milan med bare 20 minutter igen tirsdag aften, men som endte med at måtte tage sig til takke med en uafgjort.

Palermo har fået beskedne to point på fremmed græs i denne sæson og har blot scoret et enkelt mål, men når man ser på Romas forkærlighed for at smide gode resultater væk, så er alting muligt. Jeg vil hælde mod at satse på udeholdet på dobbeltchancen til 2.40.