Serie A: Rossoneris djævelske krise



Massimiliano Allegri vil ikke være at finde på Milans bænk i onsdagens hjemmekamp mod Cagliari. Ikke fordi han er fyret (endnu), men fordi han angiveligt skulle have overfuset en dommer efter søndagens udekamp mod Udinese, hvorefter en karantænedag blev langet ud fra højere sted. En ulykke kommer sjældent alene - i Milan kommer de som perler på en snor i øjeblikket.

I kampen mod Udinese, der blot havde fået et sølle point i sæsonens første tre kampe, skulle Djævlene fra Milano forsøge at lukke munden på alle de tifosi og journalister, der var begyndt at tale om krise og en forestående trænerfyring hos Rossoneri efter en beskeden pointhøst på tre point efter tre kampe. Resultatet blev det stik modsatte. På Friuli fik Udinese sin første sejr, og 1-2-nederlaget betyder, at sidste års sølvvinder, Milan, tumler ind til midtugerunden fra en placering som nummer 15 i Serie A.

I sidste sæson havde Milan skrabet fem point sammen inden 5. runde - altså blot to flere end i denne sæson - så der er vel ret beset ingen grund til at male fanden på væggen - eller hvad? Sagen er den, at Milan i sine første fire kampe sidste sæson mødte Lazio, Napoli, Udinese og Cesena. Bortset fra sidstnævnte hold (som man vandt knebent 1-0 over på hjemmebane) kan det ikke ligefrem siges at have været en nem start.

Til sammenligning har Milan i denne sæson mødt Sampdoria, Bologna, Atalanta og, altså, Udinese. Det må derimod siges at være en på papiret ganske overkommelig start. Én sejr og hele tre nederlag er en statistik, der set i det lys, har været noget nær umulig at sluge for holdets tilhængere - og med garanti også har fået ejer Silvio Berlusconi til at løfte et af de øjenbryn, der i forvejen sidder unaturligt højt.

Én ting er dårlige resultater. Noget andet er dårligt spil. Er begge dele til stede, er der krise. Det er tilfældet i Milan netop nu. Man skulle naturligvis også have været særdeles naiv, hvis man havde troet, at alting ville køre på skinner efter afskeden med profiler som Zlatan Ibrahimovic, Thiago Silva, Alessandro Nesta, Gennaro Gattuso, Filippo Inzaghi, Clarence Seedorf og Mark van Bommel. Hver eneste kæde blev kort sagt gjort svagere hen over sommeren. Oveni har skaderne ramt Milan-spillerne hårdt.

Mod Udinese havde Allegri valgt Philippe Mexes og den nye spiller Cristian Zapata til midterforsvaret. Det fungerede mildt sagt ikke. Især Mexes virkede usikker og ude af stand til at kommunikere med sine forsvarskolleger og målmand Abbiati - ikke mindst ved Udineses mål til 1-0. Zapata fik i sin første kamp for Milan leveret en del gode indgreb - blandt andet da han måtte rydde op for Mexes, der var ved at lade en Udinese-angriber komme igennem til en friløber i første halvleg.

Spillet var tydeligt præget af kampens betydning og de to holds form - eller mangel på samme. Det var nervøst og uregelmæssigt. På midtbanen løb landsholdsspiller Riccardo Montolivo (igen) rundt og ledte efter sit spil. Det har øjensynligt gemt sig godt. Hans makker, den rutinerede Milan-mand Massimo Ambrosini, løb derimod rundt og lignede én, der havde mere travlt med at få sit hårbånd til at sidde end med at finjustere sine afleveringer og holde styr på sine tæmninger.

Stephan El Shaaraway var med et imponerende langskud manden bag Milans udligning. Den kom ikke overraskende efter en soloaktion fra Kevin Prince Boateng, der var kommet ind i stedet for førnævnte Ambrosini. Det faktum, at Milan fik kæmpet sig tilbage i kampen, skulle dog hurtigt blive overskygget af et straffe til Udinese og efterfølgende rødt kort til debutanten Zapata. Og så er vi tilbage ved "ulykkerne" fra indledningen. Syv minutter før tid blev der sat trumf på, da Boateng også fik sit andet gule kort.

Nul point, to indkasserede scoringer og to udvisninger. Facit var skånsesløst, og det samme vil Silvio Berlusconi sandsynligvis være, hvis det bliver til endnu et nederlag onsdag aften på hjemmebane mod (ligeledes) middelmådige Cagliari. I så fald kan kampen mod Udinese have været den sidste på Milans bænk for karantæneramte Allegri.

Midtugerunden i Serie A:
Fiorentina-Juventus (tirsdag), Pescara-Palermo, Catania-Atalanta, Chievo-Inter, Genoa-Parma, Milan-Cagliari, Napoli-Lazio, Roma-Sampdoria, Torino-Udinese (alle onsdag), Siena-Bologna (torsdag).