Ariël Jacobs: Vil hellere tabe kampe i Champions League end ikke at være med


"Som menneske og sportsmand skal man altid sigte højest muligt. Det handler ikke om arrogance. Jeg har sagt til spillerne, at jeg foretrækker at give hånd til Messi frem for at se ham på tv. Når du har muligheden for at nå noget, så er det det, du skal stræbe efter".

Selvom han bare har sit blåhvide træningssæt og kondisko på, udstråler Ariël Jacobs autoritet, ro og seriøsitet, som han sidder dér i det lille interviewlokale på FC Københavns træningsanlæg, 10'eren på Frederiksberg. Den 59-årige belgier, der skrev under på en toårig kontrakt med FCK i sommer, forsøger ikke at skjule, at han stadig er skuffet over, at det ikke blev til deltagelse i Champions Leagues gruppespil i denne sæson, selvom Løvernes franske overmænd fra Lille fik læsterlige klø i verdens hårdeste klubturnering og tabte fem ud af seks kampe.

"Jeg foretrækker at få hård konkurrence i Champions League med bevidstheden om, at du nok vil tabe kampe og måske også vil tabe stort, frem for ikke at være der. Når alt kommer til alt, så lærer du mest i svære situationer og af nederlag", siger Ariël Jacobs til Unibet.

I Anderlecht formåede den tidligere belgiske U21-landstræner i tre sæsoner i træk at kvalificere traditionsklubben til knald-eller-fald-kampene i Europa League - noget som glippede i hans første sæson i Købehavn. Når Ariël Jacobs her mod slutningen af sæsonen kigger tilbage på sit første år i FCK, så foretrækker han da også at dele sæsonen op i to dele - den europæiske og den hjemlige:

"I den europæiske del manglede vi ét point for at gå videre fra Europa League-gruppen, så det var meget tæt. Og når en klub som Lille skal bruge to kampe og endda 120 minutter i den sidste kamp for at slå os, så er det skuffende at ryge ud. Så jeg er ikke tilfreds og er en smule frustreret over ikke at have præsteret lidt bedre i Europa, så vi kunne være kommet længere", siger han.

Nu er spørgsmålet så, om Superligaens suveræne førerhold kan gøre det bedre i Europa efter sommerferien og efter det, der med fem runder tilbage af Superligaen ligner et sikkert dansk mesterskab og direkte kvalifikation til gruppespillet i Champions League, hvor Messi måske står klar til at give hånd til Ariël Jacobs & Co.: 

"Som træner ved du, hvilke spillere du har i dag, men du ved ikke, hvilke spillere du har i morgen. Hvis vi kommer i Champions League, så regner jeg med, at der er nogle spillere, der vil foretrække at blive i København, samtidig med at vi kan tiltrække spillere, der siger "ok, vi kan spille Champions League med København, og det kan vi ikke med et andet hold". I det kommende transfervindue finder vi ud af, hvilket hold vi skal står over for de nye udfordringer med", siger han.

10 point (reelt 11 på grund af bedre målscore) har Jacobs tropper ned til de danske mestre, FC Nordsjælland, der med et nederlag i lørdagens hjemmekamp mod SønderjyskE risikerer at miste DM-pokalen allerede dagen efter, hvor FCK hjemme i Parken tager imod AGF. I modsætning til den europæiske del af sæsonen vil Ariël Jacobs således godt karakterisere den hjemlige Superliga-del som en succeshistorie indtil videre trods enkelte knolde på grønsværen:

"Frem til nu har vi leveret gode præstationer i Superligaen og har scoret mange mål. Vi havde en mindre nedtur i påsken, og uden at skulle komme med undskyldninger, så tager jeg det på min kappe, at jeg muligvis undervurderede, at mange af spillerne var kommet tilbage fra landskampe og havde haft et hårdt program. Vi tabte nogle point, men efter sejren i Farum (3-2 mod FC Nordsjælland, red.) er vi kommet tilbage på sporet. Målet er at blive der, så vi om nogle uger kan se tilbage på en god sæson i Superligaen", siger Ariël Jacobs, der trods FCK's store forspring, mener, at niveauet er ganske godt i Superligaen:

"Tidligt i sæsonen fik jeg det indtryk, at mange af holdene ligger ret tæt på hinanden rent styrkemæssigt, og at alle holdene ikke bare kan vinde over et hvilket som helst hold i Superligaen, men at de også spillemæssigt kan hamle op med et hvilket som helst hold. De andre hold vil være skarpere mod FC København og FC Nordsjælland, der ligger øverst og spiller europæisk, og bortset fra enkelte kampe er opgørene i Superligaen åbne. Du kan ikke sige, at et tophold automatisk vil vinde mod et bundhold. Det bevises af det faktum, at der ligger så mange hold tæt på hinanden. Nogle vil sige, at det er fordi de er dårlige, men det mener jeg ikke. De har fået mange point".

Ariël Jacobs' opdeling af sæsonen i en europæisk og dansk del gør det interessant at sammenligne de to komponenter, og her fokuserer den snart 60-årige tidligere professionelle fodboldspiller på forskellen på truppernes bredde og på tempoet:

"I Superligaen spiller du mod hold med fem-seks-syv gode spillere, men i Europa møder du hold med ikke bare 11, men 20 gode spillere. Modstanderholdene kommer som regel fra rimelig stærke ligaer, så spillerne har mere erfaring og praktiserer det, jeg kalder "speed of execution". Det vil sige, at alting går hurtigere. Det er meget anderledes i forhold til Superligaen. Et sekunds manglende koncentration eller en forkert beslutning kan gøre forskellen, for så ser modstanderen en åbning og vil ofte score", siger Ariël Jacobs og fortsætter:

"I Superligaen har man det sådan, at selvom modstanderen scorer, så tror man på, at man kan komme tilbage. Det er ikke altid tilfældet mod en stærkere modstander. Og omvendt: Hvis du misser en chance, så tænker du "ok, inden for 10 minutter får vi én eller to eller tre chancer mere, hvor vi kan score". Statistikken bekræfter, at du ikke får så mange scoringsmuligheder i Europa - uanset om det er i Europa League eller Champions League".

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at der er en betragtelig forskel på at spille foran små 10.000 tilskuere i Superligaen og foran omkring 45.000 mennesker, som det var tilfældet i den afgørende Champions League-kvalkamp i Lille, men det er ikke kun antallet af tilskuere, det handler om, fortæller Ariël Jacobs:

"Der er mange forskelle på det at spille i Superligaen og det at spille i Europa. Én ting er den kontekst, du spiller i. Der er flere tilskuere, og der er meget mere medieopmærksomhed forud for kampene i Europa. Man føler, at det hele er meget officielt, når du kommer til stadion - både i Europa League, men i særlig grad i Champions League. Selv i kvalifikationskampene kan du lugte det. Det har en indflydelse på spillerne", siger han og konkluderer:

"Det handler om at overføre erfaringen fra de mange europæiske kampe til Superligaen, der trods alt ikke er lige så stærkt besat som de to primære europæiske klubturneringer".
 

Klik her for at lytte til vores SportsCast inklusiv første del af Unibets eksklusive interview med Ariël Jacobs (på engelsk).