Interview: Succesdrengen Andreas Cornelius har fået forsvarsspillerne på nakken


Hovedbygningen ved FC Københavns træningsanlæg, 10'eren på Frederiksberg, giver genlyd af grin, råb og høj musik. Spillerne og trænerstaben har netop afsluttet formiddagstræningen, og man kan tydeligt fornemme, at der er tale om en klub, der er ved at rejse sig igen, efter at mesterskabet glippede i sidste sæson. Foråret blev til og med skudt i gang i den forgangne weekend med en 3-2-sejr i en vanskelig udekamp mod OB. 

"Stemningen er rigtig god. Det er klart, når vi vinder alle de kampe, vi gør - eksempelvis en kamp som den mod OB, hvor det ikke lige går vores vej, men hvor vi alligevel får hevet den hjem. Det giver en masse god stemning og selvtillid. Al den tid jeg har været her, har der været rart, afslappet og stille og roligt. Ikke så meget konkurrence uden for fodboldbanen. Når man først er inde i omklædningsrummet, så kommer alle godt ud af det med hinanden".

Ordene er Andreas Cornelius' - ét af symbolerne på hovedstadsklubbens succes i efteråret og én af de spillere, der giver håb for fremtiden. Den blonde spydspids fylder blot 20 år om en uges tid, men med 14 mål i 23 Superliga-kampe har han allerede bidt sig fast som stamspiller i Løvernes angreb, hvor det ellers var forventet, at fraværet af den tidligere topscorer Dame N'Doye ville skabe et gabende tomrum. Springet fra ungdomsspiller til seniorspiller i nordens største klub er gået overraskende hurtigt for teenageren, hvis mange mål har fået forsvarsspillerne i Superligaen til at skærpe sanserne:

"Jeg kan godt mærke, at jeg bliver dækket op på en anden måde. Forsvarsspillerne er meget mere opmærksomme, og der var også nogle situationer i kampen mod OB, hvor jeg trak lidt ud i siden ... ved Nicolais mål (Nicolai Jørgensen, red.) for eksempel, hvor der er en forsvarsspiller, der følger mig og mandsopdækker mig, hvorefter der bliver skabt en motorvej til Nicolai midt i banen. Så snart bolden er ude på kanten og nede ved backerne, så kigger de centrale forsvarsspillere lidt mere på mig end på alt andet. Det er også noget, de tit taler om inde på banen. At de lige skal være opmærksomme. Det synes jeg, er fedt, og det kan jo også gøre mig bedre", siger Andreas Cornelius til Unibet.

Det holdt hårdt mod fynboerne søndag aften i Odense, hvor de københavnske gæster kom bagud 1-2 før pausen. I anden halvleg flød tingene dog anderledes godt for FCK, og takket være to scoringer og påpasseligt defensivt arbejde lykkedes det, der ikke var lykkedes i efteråret: at besejre OB på udebane.

"Vi snakkede om, at OB havde brugt rigtig mange kræfter i første halvleg, og at de nok ville blive trætte efter 10-15-minutter, hvis de blev ved med at spille på den måde", siger Andreas Cornelius og fortsætter:

"Jeg følte overhovedet ikke, at der var nogen, der blev paniske. Det er sådan, at hvis vi er bagud, så skal vi sgu nok nå det. Det virkede, som om alle tog det stille og roligt. Der var ingen, der gik rundt og smadrede ting i pausen. Alle var klar over, at vi ikke kunne gøre så meget ved målene. Det var personlige fejl."

Cornelius, der fik sin førsteholdsdebut sidste forår i en udekamp mod AGF, har efter OB-kampen fortsat sit første Superliga-mål i 2013 til gode. Han ligger i øjeblikket på en delt førsteplads som rækkens topscorer sammen med islandske Aron Johannsson, der dog ikke kommer til at true FCK'eren i den konkurrence, efter at han forlod Aarhus-klubben i vinterens transfervindue.

"Det kunne være flot at blive topscorer i den første sæson, man overhovedet spiller seniorfodbold, så det vil jeg selvfølgelig være glad og stolt over. Men jeg kan også mærke, at det vigtigste er, at vi vinder kampene, og hvis jeg ikke scorer, så er jeg stadig glad. Så hvis jeg skal holde det op imod at vinde mesterskabet, så vil jeg hellere vinde det", siger Cornelius, der ikke kun har ting at lære i gymnasiet, men også på fodboldbanen:

"Jeg kan blive bedre til alt. Det, jeg træner mest målrettet, er timingen i boksen på indlæg, og så selvfølgelig når jeg får bolden med ryggen til mål, hvor der er meget lidt plads inde i mellemrummet. Det er to ting, der skal være mine spidskompetencer, så det arbejder jeg meget med".

Med fire scoringer i to kampe for ligalandsholdet på træningsturen til USA tidligere på året er der næppe tvivl om, at Morten Olsen også giver Andreas Cornelius chancen i de vigtige VM-kvalkampe over de kommende måneder. Her kommer han sandsynligvis til at spille sammen med sin offensive makker i FCK, 22-årige Nicolai Jørgensen, som Cornelius fremhæver som den klubkammerat, han er mest imponeret over:

"Over hele sæsonen synes jeg, Nicolai har spillet rigtig godt. Jeg kendte ham næsten ikke, inden han kom til klubben. Jeg fulgte ikke rigtig med i tysk fodbold, og jeg tror ikke, jeg havde set en kamp med ham. Han er virkelig god og vigtig for os. Meget afgørende. Det er klart, at han skal spille på et hold, hvor han kan få lov til at tabe bolden. Et hold hvor der er styr på det, og hvor der ikke er en motorvej bag ved ham hver gang. Han får mulighedern for at spille med høj risiko", siger han.

Med 49 mål i 21 ligakampe er der mildt sagt heller ikke meget at klandre den københavnske offensiv for. Blandt de øverste otte på topscorerlisten finder vi ud over Cornelius også ovennævnte Nicolai Jørgensen (10 mål) og brasilianske Cesar Santin (ni mål). Den trio kommer givetvis til at være guld værd for FCK, der med et rekordstort forspring til FC Nordsjælland allerede de facto er kåret som dansk mester af den hjemlige presse. 

"Det er kun os selv, der kan få det til at gå galt. Vi er 12 point foran, og der er 12 kampe tilbage, så hvis det skal gå galt, så er det os selv, der skal smide det hele væk. Hvis vi bare bevarer den ydmyghed, vi har haft indtil videre, hvor vi er gået ind til hver kamp uden at tænke over, hvor meget vi fører med i tabellen, så vinder vi også. Den største modstander er os selv", siger Andreas Cornelius om udsigten til at være med til at fejre klubbens 10. mesterskab.

Det er svært ikke at give ham ret. Mens efteråret i Europa League var skuffende, så har FC København kun tabt en enkelt ligakamp (ude til Horsens) i denne sæson, hvor holdet fortsat er ubesejret hjemme i Parken. I øjeblikket cruiser københavnerne på en stime af syv sejre i Superligaen, og søndag venter bundholdet Silkeborg  på hjemmebane.

"Jeg synes vi er bedre end alle de andre til næsten alting. I hvert fald i Superligaen", siger Andreas Cornelius og holder en kort tænkepause:

"...men der er nogle kampe, hvor vi kommer foran i starten og så går lidt i stå. Hvis vi har været foran 2-0 eller 3-0 efter første halvleg, så scorer vi ikke i anden halvleg. Der kan vi godt give tilskuerne lidt mere for pengene".


Klik her for at spille på kampene i Superligaen hos Unibet.