Nøglespillere i den nye Superliga-sæson: Lukas Hradecky (BIF)


Lukas Hradecky var forårets profil i Superligaen og med 16 clean sheets var han en af hovedpersonerne bag Esbjergs flotte fjerdeplads, der blev krydret med en pokaltriumf i Parken. Derfor blev der naturligvis spekuleret på, hvad den finsk-slovakiske keeper ville gøre, nu hvor hans kontrakt med vestjyderne udløb til sommer.

Det endte med at blive Brøndby, der løb afsted med hans underskrift ganske gratis, hvilket må siges at være lidt af et scoop for vestegnsklubben, der i den kommende sæson gerne skulle gøre det bedre, end tilfældet har været det i den forgangne kampagne, der sluttede med en niendeplads.

Den 23-årige finske landsholdsmålmand nåede at spille fire sæsoner i EfB, hvor han i den forgangne sæson var mellem stængerne i samtlige 33 ligakampe og holdt modstanderne nede på i alt 32 kasser. Dermed gjorde det ikke så meget, at den offensive del af holdet gjorde det mindre godt med sølle 38 mål (kun Randers FC og AC Horsens scorede færre).

Hradecky kommer til en klub, der befinder sig i en voldsom genopbygningsfase både spiller- og organisationsmæssigt. På trænerfronten er den tidligere U21-landstræner Thomas Frank kommet ind, og en hel del spillere (heriblandt Dennis Rommedahl og Jan Kristiansen) er røget ud.

Derfor virker det som en ganske begavet beslutning at hente en målmand af høj kvalitet, som man kan stole på, og som kan lade sine evner og autoritet strømme op gennem holdets rygrad nede bagfra. Det er et stykke tid siden, at BIF har haft så dygtig en spiller i buret.

"Brøndby IF har været udfordret på flere områder, men der blæser nye vinde over klubben, og jeg er tryg ved mit valg. Jeg tror på, at klubben går en spændende fremtid i møde", har Lukas Hradecky udtalt til BIF's hjemmeside.

"I sidste sæson blev der kæmpet i bunden, men det er stadig en storklub, og jeg ser det som et skridt frem i min karriere. Jeg har store ambitioner, og Brøndby IF er et større udstillingsvindue, da alles øjne er rettet mod klubben. Den pakke, jeg blev tilbudt, var klart den mest interessante".

Det er ikke sikkert, at man i EfB er enig med sin tidligere målmand i, at BIF er et skridt opad på karrierestigen. Vestegnsklubben er naturligvis større, mere kendt og har en mere succesrig historie, men som skrevet indledningsvis var klubben nedrykningskandidat gennem stort set hele den forgangne sæson og sluttede på niendepladsen. Det lykkedes således ikke BIF at slå EfB og Hradecky i den forgangne sæsons tre indbyrdes opgør, og i modsætning til finnens nye arbejdsgiver skal de blåhvide vestjyder ud at spille i Europa efter sommerferien.

Men Hradecky må tro på projektet, og det skal blive spændende at se, hvordan han tackler det øgede pres i BIF. I EfB var stemningen positiv fra start til slut i den forgangne sæson, og spillerne red på en bølge af velvilje blandt landets fodboldinteresserede masser. Det kan man ikke just sige, BIF har gjort de seneste par år, men måske skal signingen af Hradecky ses som et af de første tegn på en ny tid hos de blågule. De fleste er i hvert fald enige om, at den nu fyrede sportsdirektør Ole Bjur har sat et flot punktum for sin tid i BIF ved at få fat i mr. Clean Sheet.

BIF's nye målmand startede sin karriere i hjemlandet hos klubben Turun Palloseura og har fået kampe på de forskellige finske ungdomslandshold. Han står i skrivende stund noteret for 14 a-landskamp for Finland.
 

Klik her for at spille på den kommende Superliga-sæson hos Unibet