Superliga-formbarometret: Hvem topper og flopper efter 15. runde?


En masse hjemmesejre og ikke færre end fem clean sheets blev det til i 15. spillerunde af Superligaen. Men hvem topper, og hvem flopper? Det forsøger vi at kaste lys over i anden udgave af Unibets Superliga-formbarometer - eller powerranking om du vil. Her kaster vi en hård, men retfærdig dom over samtlige 12 holds øjeblikkelige form og rangordner klubberne i landets bedste række derefter.

1. FC Midtjylland (-) /  Efter 14. runde skrev vi, at FCM fremstår uovervindelig. Det bekræftede et ellers skadesplaget førerhold mod mestrene AaB, der ikke var i nærheden af at få noget med fra Herning.

2. Randers FC (+2) / Endnu en sejr og endnu et clean sheet til Colin Todds bundsolide mandskab. Det er ikke altid kønt, men RFC får masser af point og ligner mere og mere et top-3-hold.

3. FC København (+2) / Gjorde kun det nødvendige mod nummer sjok, Silkeborg IF, men er nu ubesejret i otte ligakampe. Bekymringen går fortsat på offensiven, hvor alt afhænger af Nicolai Jørgensen.

4. AaB (-2) / Alle taber til FC Midtjylland i Herning, men man kunne nok have forventet mere modstand fra mestrene. Nøglekamp søndag mod FCK i Aalborg, hvor AaB stort set aldrig taber.

5. Esbjerg (+1) / Har scoret 10 mål i tre kampe og ligner et hold, der inden længe kan blande sig i subtoppen. Det er intet problem at lukke mål ind, så længe man selv scorer flere, synes at være mantraet.

6. Brøndby IF (+2) / Vandt tricky hjemmekamp mod SønderjyskE, men det var som forventet en tæt kamp, der meget vel kunne være endt 1-1. Fortsat alt for stor forskel på resultaterne på ude- og hjemmebane.

7. SønderjyskE (-4) / Måtte efter ni kampe som ubesejret give fortabt. Indsatsen var dog godkendt i Brøndby, og de lyseblå ligner bestemt ikke et hold, der kommer i problemer med nedrykning i denne sæson.

8. OB (+2) / Et yderst sjældent clean sheet til De Stribede, der nu har vundet tre hjemmekampe i træk, og som endelig hopper op på den gode side af stregen. Ingen udesejr siden midten af august.

9. Hobro (-2) / Har kun vundet én ligakamp i de seneste ni forsøg og kunne ikke dæmme op for EfB's offensiv. Afstanden ned til stregen er nu nede på seks point, og næste gang venter topholdet RFC.

10. FC Nordsjælland (-1) / Skader og karantæner gjorde kampen i OB meget vanskelig for FCN, der ikke har vundet i seks ligakampe i træk, og som ikke har scoret i de seneste fire. Hægtet af i subtoppen.

11. FC Vestsjælland (-) / Havde chancerne, men ikke dygtigheden mod RFC, og spørgsmålet er, om Vikingerne kan slå andre end SIF? Det bliver nødvendigt, hvis ikke holdet skal rykke ud af Superligaen.

12. Silkeborg IF (-) / Kæmper for det, men bliver ved med at tabe og tabe. Spillede en god kamp i Parken, men er med OB's sejr endnu mere isoleret i bunden af rækken end før. Nu 11 point op til redning.

Rundens optur: FC Midtjylland
Rundens skuffelse: FC Nordsjælland

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Superligaen!