Superliga-formbarometret: Hvem topper og flopper efter 16. runde?


Der bliver ikke scoret mange mål i Superligaen for tiden. For anden runde i træk blev vi kun vidner til én kamp med mere end to scoringer, og inden mandagskampen i Herning mellem FC Midtjylland og FC Vestsjælland så det ud til at skulle blive den mest målfattige runde i Superligaens historie. Hele seks klubber holdt buret rent i 16. runde, mens tallet i forrige runde var fem. Desuden er det værd at bemærke, at SønderjyskE nu er oppe på 10 uafgjorte kampe ud af 16 mulige, hvilket blot rækker til en 9. plads for Haderslev-klubben. På denne uges formbarometer ser vi, at placeringerne i Superliga-tabellen i vid udstrækning også afspejler klubbernes aktuelle niveau:

1. FC Midtjylland (-) Ni hjemmekampe, ni sejre og en målscore på 20-6. Trods en beskeden indsats mod bundholdet FC Vestsjælland satte førerholdet igen rivalerne på plads med en sejr. 

2. Randers FC (-) Endnu en RFC-sejr og endnu et clean sheet til Hestene - endda mod et af rækkens mest scorende hold, Hobro. Ligner en imponerende overvintring på andenpladsen.

3. FC København (-) I den niende ligakamp i træk uden nederlag rejste københavnerne sig på flot vis i Aalborg efter midtugens Europa-fadæse. Tredje clean sheet i træk til Ståles defensiv.

4. Esbjerg (+1) Det er ingen skam at spille uafgjort i Haderslev, og EfB har nu kun to point op til mestrene AaB, efter at vestjyderne kun har tabt én kamp i de seneste seks runder.

5. AaB (-1) Efter en god uge i Europa kom aalborgenserne ned på jorden igen, da FCK ganske overraskende tog alle tre point i Aalborg. Nordjyderne er nu de næstmindst scorende i rækken (15 mål).

6. OB (+2) 1-0-sejren over FCN blev fulgt op af en sjælden udesejr på de samme cifre, og dermed ligner fynboerne et hold på rette vej før hjemmekampen mod AaB. Sikker på at overvintre over stregen.

7. SønderjyskE (-) Fik sin sjette uafgjorte ud af otte mulige på hjemmebane og det 10. kryds i sæsonen. Pustes i nakken af OB og skal snart have en sejr for at lægge afstand til stregen.

8. FC Nordsjælland (+2) Kom efter en skidt stime tilbage for fuld drøn med en 2-0-sejr over Brøndby, der dermed blev indhentet af Farum-klubben. Dog fortsat fem point op til top-3.

9. Brøndby IF (-3) Har fortsat blot vundet én udekamp i otte forsøg og fremstår pt. som et skrøbeligt kollektiv. Har alt at tabe i efterårets sidste kamp på hjemmebane mod Silkeborg IF.

10. Hobro (-1) Bittert hjemmebanenederlag til Randers. Én sejr i 10 ligakampe taler sit eget tydelige sprog om et oprykkerhold, der er gået i stå. Har nu kun to point ned til nummer 10, OB.

11. FC Vestsjælland (-) Tabte helt som forventet til førerholdet i Herning, og selvom indsatsen var opløftende, er Vikingerne sikre på at overvintre på den kølige side af stregen.

12. Silkeborg IF (-) Heller ikke OB var SIF i stand til at besejre på hjemmebane, og dermed blev der banket endnu et søm i den kiste, der snart bliver sænket ned i 1. Division.

Rundens optur: FC København
Rundens skuffelse: Brøndby IF

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Superligaen!