Superliga-formbarometret: Hvem topper og flopper efter 19. runde?


Hvem topper, og hvem flopper efter 19. spillerunde, der bød på hele fire étmålssejre samt årets første uafgjorte kamp? Det ser vi nærmere på i Unibets Superliga-formbarometer:

1. FC Midtjylland (+1) Sikrer sig via ét point på en af landets sværeste udebaner samt konkurrenternes nedsmeltning formbarometrets førsteplads. FCM cruiser mod klubbens første mesterskab og har nu ni point ned til nærmeste forfølger.

2. FC København (-1) Var dominerende, både hvad spil og chancer angik i Odense, men tabte alligevel på grund af manglende skarphed i angrebsspillet. At holdet ikke dumper længere ned på barometret, skyldes udelukkende de 11 foregående kampe som ubesejret, men kravet er en sejr i søndagens derby.

3. AaB (+2) Mestrene stod over for et ganske hårdt startprogram i foråret, men har med 1-0-hjemmesejren over BIF og særligt 3-1-udesejren mandag aften i Esbjerg vist, at pilen peger klart opad efter et middelmådigt efterår. Medaljesnakken skal måske ikke helt fejes væk.

4. SønderjyskE (+2) Ubesejret i fire kampe, hvor modstanderen ikke har fået lov til at score så meget som ét mål. Med to 1-0-sejre i bagagen stormer de gæve sønderjyder derudad og har for længst lagt nedrykningsstregen bag sig. Stor disciplin er nøgleordet.

5. Randers FC (-2) Når man taber på hjemmebane til rækkens absolutte bundhold, så koster det i formbarometret. Før nederlaget til SIF var RFC ubesejret i fem kampe; nu står holdet med en knækket kurve og én sejr i tre kampe.

6. Esbjerg (-2) Efter at have spillet fire kampe uden nederlag faldt det hele sammen for vestjyderne i hjemmekampen mod AaB. Defensiven var under al kritik, og det, der til tider har været et af landets bedst spillende hold, blev taget i skole af et taktisk klogere mesterhold.

FCK-træner Ståle Solbakken har efter nederlaget i Odense fået noget at tænke over inden søndagens derby i Parken mod Brøndby IF.

7. OB (+1) Spillede ikke prangende mod FCK, men snuppede en bemærkelsesværdig sejr via et selvmål. Har kun tabt én af sine seneste fem ligakampe, og det var ude mod FCM, som alle taber til. Nedrykning bliver det ikke til i Odense.

8. Brøndby IF (-1) Viste fin moral med 10 mand hjemme mod FCM og fik som belønning ét point ud af kampen. Holdets udebanestatistik (1-2-6) bekymrer imidlertid inden søndagens derby i Parken. Én sejr i fire ligakampe.

9. Hobro (+1) Vigtig hjemmesejr over bovlamt FCN-hold. Efter fire kampe uden sejr er HIK måske kommet tilbage på det spor, der kaster point af sig her og der, og som fører direkte mod endnu en sæson i Superligaen.

10. FC Nordsjælland (-1) I frit fald efter andet nederlag i træk, og Farum-klubben har nu blot vundet én af sine seneste 10 ligakampe. De mange erfarne spilleres exit i vinterpausen har bestemt ikke gjort tingene bedre.

11. FC Vestsjælland (-) Bevarer trods endnu et nederlag (denne gang hjemme til SønderjyskE) sin plads på formbarometret. Er uden sejr i syv ligakampe i træk, og med OB's og HIK's sejre er der absolut intet, der tyder på redning for Slagelse-klubben.

12. Silkeborg IF (-) Én svale gør ingen sommer, men sæsonens første sejr har lunet gevaldigt i Silkeborg. Selvom afstanden til nedrykningsstregen fortsat er enorm (15 point), så må ambitionen være den at redde noget af den tabte ære fra efteråret.

Rundens optur: Silkeborg IF
Rundens skuffelse: Randers FC

LÆS MERE: Følg Vores Blogdækning Af Superligaen!