Superliga-optakt: Miraklernes tid er slut for Hobro


Fem sejre i træk fik for alvor optimismen til at blomstre i Hobro i begyndelsen af sidste efterår. Pludselig lå klubben nummer ét i landets bedste række, og Superligaen var ikke kun et fatamorgana, men en realistisk drøm i horisonten. Foråret blev ikke helt ligeså problemfrit, men i sidste ende lykkedes det med tre sejre i træk HIK at holde afstand til Lyngby på tredjepladsen.

Hjemmebanen blev lidt af et fort, og det var her, Hobro grundlagde sin overraskende oprykning med 12 sejre ud af 16 mulige. Defensiven var enormt solid, og der blev kun lukket 13 mål ind på eget græs, hvilket kun blev overgået af HB Køge.

I angrebet blev lejespilleren fra FC Midtjylland Mads Hvilsom topscorer med 11 mål, og han havde en stor ære i oprykningen. Derfor valgte Hobro da også at underskrive en permanent aftale med Hvilsom, der går ind til sæsonen med et stort pres på sine skuldre, da det ganske enkelt er vanskeligt at se, hvor målene ellers skal komme fra.

Superliga-erfaringen er til at overse i Hobros trup, og det vil være en endnu større overraskelse end oprykningen, hvis klubben overlever sin første sæson i landets bedste række. Spillerne bliver kastet i ilden fra start med to udekampe og en hjemmekamp mod medaljeaspiranterne fra Brøndby. Allerede her får vi en forsmag på, hvad der venter nordjyderne.

Startprogram: OB (ude), Randers FC (ude), Brøndby IF (hjemme).

Forventet slutplacering: 12

NB! Transfervinduet er åbent gennem hele juli og august, og ovenstående analyse bør derfor læses med forbehold for kommende ændringer i trupsammensætningen.

Se vores samlede bud på en slutstilling i Superligaen og læs analyser af samtlige hold her!