Superligaen: AaB manifesterer sig endnu en gang som OB's onde ånd


Lørdag eftermiddag får OB besøg af en ond ånd, når Superligaens førerhold, AaB, kommer forbi Odense. De Stribede fra Fyn har således ikke besejret nordjyderne i de seneste otte indbyrdes ligaopgør - helt nøjagtig ikke siden 2. april 2011. I de mere end tre år, der er gået siden dengang, har AaB vundet seks kampe over odenseanerne, mens to er endt uafgjort.

De to hidtidige opgør i denne sæson har dog været uhyre tætte, og de er endda begge blevet spillet på AaB's frygtede hjemmebane i Aalborg. I fjerde runde endte det 0-0, og 10 runder senere vandt hjemmeholdet med nød og næppe 1-0 på et selvmål af OB's forsvarsspiller Daniel Høegh.

Efter en god periode kom OB'erne ned på jorden i løbet af påsken, hvor der blev til to 0-1-nederlag mod henholdsvis FC Nordsjælland og senest FC Vestsjælland. Skuffende for fynboerne, der var kravlet godt op i tabellen, men som nu pludselig kun har seks point ned til stregen fra ottendepladsen. På trods af AaB's overraskende hjemmebanenederlag til Randers FC Påskedag er der da også stor respekt for gæsterne i OB-lejren:

"Vi skal møde det hold, som umiddelbart er det mest velspillende hold i denne sæsons Superliga. Det betyder, at vi er nødt til at stille os tæt sammen, så de ikke bare spiller bolden forbi os. Vi skal være meget omhyggelige med at komme på plads defensivt, og vi skal forsøge at tage noget tid fra dem, når de har bolden", siger OB-chef Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Hans kollega i det nordjyske, Kent Nielsen, har dog umiddelbart også kun lovord til overs for Bechs fynske mandskab:

"OB har mange levende og dygtige spillere, som med deres offensive styrker er en udfordring for hvilken som helst modstander. Jeg forventer en åben kamp, hvor det primært vil dreje sig om, hvem der er dygtigst med bolden, og man vil givetvis få et livligt opgør at se med en hel del målchancer", siger AaB's cheftræner til klubbens hjemmeside.

Skærer man igennem lovprisningerne af modstanderen, står det faktum tilbage, at AaB's topniveau er langt over det, vi har set OB'erne præstere i denne sæson. Kan aalborgenserne rejse sig fra nederlaget til RFC, så får vi en favoritsejr til odds 2.18. OB har store problemer med at få angriberne til at præstere over flere kampe i træk, og vi har svært ved at se hjemmeholdet lave flere mål end førerholdet lørdag. Uafgjort er ikke utænkeligt, men vi ender med at satse på udesejren. Holder AaB buret rent, vil det i øvrigt være klubbens 10. clean sheet i sæsonen.

OB har Morten Skoubo, Azer Busuladzic, Jacob Barrett og Dusan Djuric på skadeslisten.

AaB må undvære Rasmus Thelander, Henrik Dalsgaard, Rasmus Jönsson og Christian Rye.

Ingen af de to klubber har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at AaB vinder til odds 2.18