Superligaen: AGF render ind i sit ottende nederlag i træk


I Aarhus havde man nok håbet på en uafgjort mellem bundrivalerne SønderjyskE og Viborg FF søndag eftermiddag, og det kunne det også meget vel være endt med. I sidste ende snuppede sønderjyderne dog en smal 1-0-sejr, hvilket betyder, at AGF før mandagskampen mod OB har tre point op til nedrykningsstregen.

Det er på alle måder et hjemmehold med ryggen mod muren, der går ind til opgøret mod fynboerne. De Hvide har tabt syv ligakampe i træk siden 0-3-sammenbruddet mod Esbjerg på eget græs den 24. marts, og i den periode er det kun blevet til et enkelt mål. Traditionsklubben styrer med andre ord direkte mod nedrykning, og kravet er en sejr foran tilhængerne, der har måttet gå meget igennem i denne sæson.

Modstanderen fra Odense kommer til Aarhus med bevidstheden om, at tre point vil skræmme nedrykningsspøgelset endegyldigt væk. De færreste taler om OB som potentiel nedrykker, men faktum er ikke desto mindre, at De Stribede før gyseren i Aarhus kun har fire point ned til stregen.

"Det er en kamp, hvor vi skal forsøge at matche AGF på energi og vilje, for der er ingen tvivl om, at der er lagt i kakkelovnen til os deroppe. Så vi skal være klar til at vise den energi, der skal til, og det skal vi ved at fokusere på, hvad vi selv er dygtige til, og hvem vi selv er, frem for at kigge så meget på de ting, AGF laver", siger OB-træner Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Det er første gang i denne sæson, at de to klubber mødes i Aarhus. I de to hidtidige opgør i Odense er der blevet banket mål ind på stribe; i Runde 7 vandt AGF på spektakulær vis med hele 6-3, mens OB fik revanche på den første dag i december og vandt komfortabelt med 4-1. Historisk set har det været relativt tæt mellem AGF og OB, når der er blevet ligabold i Aarhus; 12 gange har hjemmeholdet vundet, 12 gange er det endt uafgjort, og ni gange har gæsterne taget sejren.

OB har tabt de seneste tre kampe, men vi tror, at fynboerne har den ekstra ro, der gør, at de hiver en snæver sejr hjem mod Superligaens dårligste hjemmehold, AGF, der har tabt hele ni af sæsonens 14 kampe i Aarhus. 2-1 i gæsternes favør er vores bud på et resultat til odds 9.00.

AGF må undvære Danny Olsen, Petri Pasanen, David Devdariani, Marcus Solberg og Dominic Oduro.

OB er uden de skadede spillere Morten Skoubo, Dusan Djuric, Jacob Barrett, Azer Busuladzic, Jeppe Hansen og Jesper Christiansen.

Ingen af klubberne har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at OB vinder til odds 2.15