Superligaen: Brøndby banker endnu et søm i AGF's kiste


I de seneste fem indbyrdes ligaopgør mellem AGF og Brøndby IF har det vindende hold scoret tre mål, og de seneste tre gange (heraf to i indeværende sæson) har det hold været BIF. 2. Påskedag mødes de to traditionsklubber i Aarhus, og det er to hold med vidt forskellige formkurver og udgangspunkter.

AGF har tabt fem kampe i træk, har ikke scoret så meget som én gang i den periode og har før kampen kun ét point ned til stregen. BIF derimod er med i kapløbet om medaljer og har vundet tre af sine seneste fire ligakampe.

I den forgangne runde faldt De Hvide endnu en gang sammen foran eget publikum, da holdet tabte 0-4 til topholdet FC Midtjylland. Den københavnske vestegnsklub vandt derimod 3-1 på eget græs mod SønderjyskE og holder dermed snor i top-3-klubberne (AaB, FCM og FC København).

"AGF lider i øjeblikket, og det ønsker man jo ikke for ens kollegaer. Vi ved alle sammen, hvilket tryk man komme under - ikke mindst i den klub. Jeg ved, at de arbejder hårdt og målrettet med tingene, men når man har tabt fem i træk uden at score, så er det klar, at man er ramt. Omvendt så er det også bare sådan i fodboldverdenen, at nogle gange er det dem, der er såret allermest, som er de farligste", siger BIF-træner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

For at gøre ondt værre måtte AGF se forsvarskrumtappen Anders Kure gå ud med en skade i kampen mod FCM. Ikke just hvad en defensiv, der kun har holdt buret rent tre gange i sæsonen, havde brug for. Med 11 point i 13 hjemmekampe er AGF Superligaens dårligste hjemmehold. I alt er der gået hele 51 kasser ind på aarhusianerne i denne sæson.

BIF kommer som sagt til Aarhus med masser af selvtillid og en udebanestatistik, der lyder på 5-5-4. 15 mål i 14 udekampe er langt fra imponerende, men den blågule offensiv har vist tegn på fremgang på det seneste, hvor en del profiler også er kommet tilbage fra skader.

Vi satser på, at BIF viser klassen mod et såret og tandløst AGF-hold, der for hver runde, der går, mere og mere ligner en nedrykker. 2-tallet giver odds 1.90.

AGF må fortsat undvære Steffen Rasmussen, Stephan Petersen og Dominic Oduro, mens Anders Kure er ny blandt holdets skadede spillere.

BIF har Lebogang Phiri, Daniel Stenderup, Mikkel Thygesen, Bram Verbist og Christian Nørgaard på skadeslisten.

Ingen af klubberne har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at BIF vinder kampen til odds 1.90