Superligaen: FC Midtjylland kæmper sig til revanche i Haderslev


SønderjyskE er efter tre runder i sæsonen fortsat ubesejret i Superligaen. Det er søndagens modstander, FC Midtjylland, ikke, men det er Glen Riddersholm & Co., der ligger øverst i tabellen med seks point mod sønderjydernes fem.

Bortset fra opgøret mod AaB (0-2 i Aalborg) har FCM imponeret med to 3-1-sejre over henholdsvis Brøndby IF og senest Randers FC. Mod randrusianerne spillede unge Pione Sisto en fremtrædende rolle i hjemmeholdets comeback med to mål. Sammen med Morten 'Duncan' Rasmussen kan han give værternes defensiv noget at se til i søndagens tidlige kamp.

De lyseblå fra Haderslev må siges at være kommet rigtig fint fra start med én sejr (2-0 ude over Silkeborg IF) og to gange uafgjort, og umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at SønderjyskE kommer til at tilhøre den absolutte bund af landets bedste række. FCM gør da også klogt i ikke at undervurdere de hårdt kæmpende tropper fra det sønderjyske.

"Jeg tror, at det bliver en kamp, hvor FCM givetvis er en del på bolden. Jeg håber dog, at vi vil være lidt bedre til at holde fast i kuglen, end vi har været de første tre kampe. Jeg tror dog og håber på, at vi fortsætter vores gode forsvarsspil og spiller til nul", siger SønderjyskE's Erik Marxen til klubbens hjemmeside.

Sønderjyderne har imidlertid ikke den bedste statistik mod midtjyderne, der har vundet fire af de seneste fem indbyrdes ligaopgør - dog ikke det seneste, der endte 3-1 til de lyseblå i Haderslev og blev afgørende for placeringen af sølvmedaljer i den forgangne sæson.

Det er med andre ord FCM, der har revanche til gode, og vi tror da også, at Ulvene snupper en spinkel sejr i et opgør, der meget vel kan blive tæt og fysisk betonet. Étmålssejren til gæsterne giver odds 4.00.

FCM har Rilwan Hassan i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at FCM vinder kampen til odds 2.05