Superligaen: FC Nordsjælland udnytter hjemmebanefordelen mod Esbjerg


På papiret bliver det ikke meget mere jævnbyrdigt, end det vi skal være vidner til mandag aften i Farum. Både hjemmeholdet, FC Nordsjælland, og gæsterne fra Esbjerg har således 33 point i Superligaen, og klubberne befinder sig på henholdsvis 6. og 7. pladsen i landets bedste række med identiske resultatstatistikker (9-6-10).

Kigger vi nærmere på statistikken og historikken omkring netop dette opgør, finder vi imidlertid ud af, at der er en hel del, der taler i hjemmeholdets favør; blandt andet det faktum, at det i de seks seneste indbyrdes opgør mellem FCN og EfB er værterne, der har taget sejren (to gange FCN og fire gange EfB).

Læg dertil, at Tigrene fra Farum blot har tabt to gange på eget (kunst)græs i sæsonen, at FCN er det tredjebedste hjemmehold i Superligaen med 25 point for 13 kampe, og at de rødgule har scoret i deres seneste 26 hjemmekampe i landets bedste række. EfB kommer desuden til Farum med en skidt udebanestatistik, der tæller hele 7 nederlag i 12 kampe på fremmed græs i denne sæson - kun SønderjyskE og netop FCN har tabt flere udekampe (8).

"Kampen i Farum gælder placeringer i subtoppen. Jeg har sagt hele tiden, at vi skal op på 40 point for at være på afstand af bunden, og samtidig skal vi holde fast i vores position lige under toppen. Det kræver point mod FC Nordsjælland. Det skal gå mærkeligt til, hvis ikke femtepladsen giver adgang til at spille med om pladserne i europæisk fodbold", siger EfB-cheftræner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Det er dog ikke kun subtoppen, det gælder i Farum mandag aften; en eventuel vinder vil således slå et hul på ni point ned til nedrykningsstregen, der således ikke længere i denne sæson vil blive et problem i den pågældende klub. Ingen tror vel for alvor på, at FCN og EfB for alvor bliver rodet ind i bundstriden, men i en række, hvor der pt. blot er ni point fra nummer 5 til nummer 12, skal der ikke mange nederlag i træk til, at et midterhold pludselig mærker presset.

Nederlag blev det til for EfB i den forgangne runde, da vestjyderne tabte 0-1 i Brøndby. FCN derimod har ikke tabt i de seneste tre kampe, og har i samme periode ikke lukket så meget som ét mål ind.

Fraværet af Martin Pusic ser ud til at have ramt EfB hårdt i offensiven, og vi tror da også, at gæsterne ligesom de fleste andre hold får det meget svært på Farum Park. Esbjerg er ikke et hold, der falder sammen, men vi tror, at Niels Frederiksen & Co. må rejse hjem fra deres anden udekamp i træk uden point. 1-0 eller 2-1 lyder resultattippet herfra til henholdsvis odds 8.50 og 11.00.

FCN må fortsat undvære de skadede spillere Kasper Lorentzen, Andreas Laudrup, Joe Sise og Søren Christensen.

EfB har forsvarsspilleren Jonas Knudsen i karantæne, mens Martin Pusic, Jerry Lucena, Emil Lyng, Jens Berthel Askou, Jacob Nielsen og Frederik Rønnow er skadet.

Spilforslag:
Sats på, at FCN vinder til odds 2.45