Superligaen i bakspejlet: AGF vågnede aldrig op efter sit vinterhi


Snakken om Aarhus som en fodboldby, hvor man begynder at tale om medaljer, så snart AGF har vundet et par fodboldkampe, er velkendt. Optimismen omkring De Hvide og træner Peter Sørensen var da også til at tage og føle på omkring oktober, da AGF vadede fra sejr til sejr i landets bedste række. Otte kampe i træk uden nederlag blev det til, samtidig med at der kun var tre hold, der havde formået at slå aarhusianerne siden sæsonstarten midt i juli (Randers FC, FC København og FC Nordsjælland - de tre hold, der sidenhen skulle sætte sig på medaljerne).

4. november kom FCK så på besøg i Aarhus, og 0-2-nederlaget skulle repræsentere det punkt i sæsonen 2012/13, hvor filmen knækkede for AGF; ikke at det er en katastrofe at tabe med to mål til FCK, men det nærmer sig katastrofemærkatet at tabe 11 og kun vinde fire af de sidste 19 opgør i sæsonen.

Ét af de værste øjeblikke for AGF i sæsonen var kampen på Brøndby Stadion mod et kriseramt og skrøbeligt hjemmehold. Gæsterne kom foran 2-0 i første halvleg, og alt tydede på tre sikre point til et AGF-mandskab, der i kampene forinden havde haft vanskeligt ved at skabe en form for resultatmæssig stabilitet (en sejr, to uafgjorte og et nederlag). Da BIF reducerede i anden halvleg begyndte panikken imidlertid at sprede sig hos Peter Sørensens tropper, hvis gummiben gjorde det muligt for hjemmeholdet at score to mål i de døende minutter og vinde 3-2.

Efter den kamp sad man med fornemmelsen af et AGF-hold, der manglede lederskab på banen og led under manglende handlekraft fra bænken. Det er noget nær utilgiveligt at smide en 2-0-føring væk på udebane. Dér skal et hold, hvis ambition er at spille med i den øverste halvdel af Superligaen, være i stand til at lukke af i defensiven og køre sejren hjem. I stedet var der dømt rådvildhed og angstfulde blikke over hele linjen.

Én sølle sejr og hele syv nederlag skulle det blive til i forårets første 10 kampe for AGF, der pludselig måtte finde sig i at blive nævnt som et af de hold, der i værste fald kunne ende med at synke ned i bunddyndet og blive en del af nedrykningskampen. Sejre i de sidste to hjemmekampe bragte godt nok traditionsklubben i nogenlunde sikker afstand af bunden, men den syvendeplads, det endte med, er ikke noget, man praler af i Aarhus og omegn - slet ikke set i lyset af femtepladsen sæsonen forinden samt den flotte start på efteråret.

Én af forklaringerne på nedturen fra november og fremad skal naturligvis findes i salget af topscorer Aron Johannsson, der med sine 14 mål stod bag næsten halvdelen af AGF's ligamål fra juli til og med oktober. I de 19 kampe, AGF spillede fra november og frem til sæsonafslutningen i maj, lykkedes det kun Aarhus-klubben at score 22 gange, og ingen af de andre angribere i truppen (Larsen, Vatsadze, Skhirtladze) formåede at fortsætte, hvor den islandske bomber slap. Den næstmest scorende AGF'er endte med at blive fløjen Stephan Petersen med beskedne seks mål.

50 scorede mål i én sæson er sådan set ikke alarmerende isoleret set - både RFC og Esbjerg på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen lavede væsentlig færre. 49 indkasserede mål derimod er rigtig skidt og det højeste antal kasser, AGF har lukket ind i de seneste fire Superliga-sæsoner. Til sammenligning gik der "kun" 47 mål ind på det AGF-hold, der rykkede ud i sæsonen 2009/10.

Holdets pointhøst på udebane er ligeledes noget, der skal forbedres, hvis næste sæson skal byde på en tilværelse i Superligaens højere luftlag. 19 point på fremmed græs formåede kun EfB og de to nedrykkerhold, ACH og Silkeborg, at undergå. Ni nederlag blev det således til på udebane for AGF'erne, hvilket kun kunne matches af et svagt SIF-hold.
 

Klik her for at læse vores evaluering af SønderjyskEs Superliga-sæson
Klik her for at læse vores evaluering af Brøndbys Superliga-sæson
Klik her for at læse vores evaluering af OB's Superliga-sæson 

Klik her for at spille på placeringerne i den kommende Superliga-sæson hos Unibet