Superligaen i bakspejlet: Brøndby viste overlevelsesinstinktet


Efter at vi har taget OB under kærlig behandling, er turen nu kommet til en anden traditionsklub, Brøndby IF, der gennem hele sæsonen balancerede på gravens (læs: 1. Divisions) rand, men som i sidste øjeblik fik fat i en sportslig såvel som økonomisk redningskrans og dermed kan glæde sig til at begynde på en frisk, når den nye Superliga-sæson skydes i gang efter sommerferien.

Det gigantiske pres sørgede spillerne i første omgang selv for ved kun at vinde én kamp ud af de første 15 i sæsonen, og hverken ledelse eller træner formåede at fjerne indtrykket af en klub, der havde kurs direkte mod afgrunden (læs: 1. Division). Rådvildheden syntes total, og særligt i offensiven har det - bortset fra holdets suveræne topscorer, Simon Makienok (14 sæsonmål) - været helt til rotterne. 39 scorede mål i sæsonen er kun én gang set dårligere i klubbens historie, og det var i forrige sæson (35 mål).

På den anden side: Oprykkerne fra Randers endte med at få bronzemedaljer efter en sæson, hvor holdets offensiv kun præsterede 36 mål - altså tre færre end BIF. Problemet for Auri & Co. har i høj grad været den manglende evne til at erobre tre point i de meget tætte kampe. 12 gange i sæsonen spillede BIF uafgjort, hvilket intet andet hold kunne matche. Til sammenligning spillede RFC blot uafgjort syv gange ud af 33 mulige.

Det var derudover kun de to nedrykkerhold, AC Horsens og Silkeborg IF, der vandt færre kampe (8) end BIF (9). Havde BIF bare én eller to gange formået at ændre en uafgjort til sejr, så havde holdet været sikre på overlevelse tre-fire runder før sæsonafslutningen. I stedet var der masser af tabte point fra efteråret, der skulle indhentes, efterhånden som forårssolen begyndte at titte frem, og det var lige præcis, hvad holdet gjorde, fra vi gik ind i april. Siden 3-2-sejren over AGF den 1. april tabte de blågule således kun én af de efterfølgende otte ligakampe.

I den samme periode holdt BIF-defensiven clean sheet fem gange, hvilket er ganske imponerende med tanke på, at det kun var sket to gange i de foregående 25 ligaopgør i sæsonen. En spiller som Martin Albrechtsen er begyndt at vise noget af det forsvarsspil, vi tidligere har kendt ham for, og i målet gik den blot 22-årige Michael Falkesgaard ind og viste sig som en fuldgod (og bedre?) afløser for den skadede Michael Tørnes.

Offensivt var uskarpheden som sagt udtalt hos alle andre end Makienok, men bortset fra den manglende målfarlighed har BIF-tilhængerne kunnet glæde sig over positive takter fra Quincy Antipas og Jens Stryger Larsen - samt små glimt af klasse fra Dennis Rommedahl, der dog nu er solgt videre. Nyerhvervelsen Lebogang Phiri fra Sydafrika kom derudover ind på midtbanen i den sidste håndfuld kampe og viste både fighterevner og målfarlighed.

Man skal ikke underkende det pres, BIF-spillerne har været under i godt og vel et år - et enormt (og forventeligt) pres fra medier, fra tilhængere og fra dem selv ikke mindst. Det var for de flestes vedkommende ikke noget, de havde prøvet før i karrieren, og derfor er der trods alt grund til at lette på hatten for den formkurve, spillerne opretholdt i sidste del af sæsonen, da presset blev mest intenst. At BIF så til og med formåede at overhale OB, der stort set ikke er blevet nævnt som nedrykningskandidat én gang i løbet af sæsonen, ja, det er blot skæbnens ironi.
 

Klik her for at spille på vinder og top-3-placering i Superligaen 2013/14 hos Unibet