Superligaen: Ingen vinder mellem FC Vestsjælland og OB


FC Vestsjælland 2.80 Uafgjort 3.35 OB 2.45 (Kickoff søndag 14:00)


Sidst OB spillede i Slagelse i landets bedste række, var for 34 år siden, da hjemmeholdet bar byens navn, og gæsterne vandt med hele 4-0. Det vil trods alt være lidt af en overraskelse, hvis OB anno 2013 gentager den bedrift mod et nyoprykket FC Vestsjælland-hold, der er ubesejret i de seneste to kampe i det, der i dag hedder Superligaen.

Senest fik Ove Pedersens FCV-mandskab 0-0 på udebane mod SønderjyskE - et hold som søndagens gæster fra Odense i øvrigt også spillede uafgjort mod i premiererunden (1-1). Med fire indkasserede mål er der kun tre hold i landets bedste række, der har lukket færre mål ind end Slagelse-holdet, mens OB ligeledes har tilladt modstanderne at score fire gange i fire kampe.

Offensivt halter oprykkerne dog en hel del. Tre scorede mål er det blevet til i fire kampe, hvilket kun Brøndby og SønderjyskE har gjort ligeså skidt, og der er ikke umiddelbart meget, der tyder på, at det bliver et festfyrværkeri af scoringer i den tidlige søndagskamp i Slagelse, hvis vi kigger på værternes habitus.

Troels Bech ser dog umiddelbart ud til at have afværget den lurende katastrofe, som OB lignede i foråret, og i de første fire runder af denne sæson er det ikke lykkedes hverken SønderjyskE, Randers FC, Viborg eller AaB at besejre De Stribede. Dermed er OB ét af blot to ubesejrede hold i Superligaen.

I den forgangne uge var fynboernes offensive profil, den tidligere Lyngby-spiller Emil Larsen til lægetjek hos rivalen BIF, men det der lignede en formalitet, før et klubskifte var på plads, udviklede sig til lidt af en farce, da den 22-årige fløj, der har spillet samtlige minutter i sæsonens hidtil fire kampe, ikke blev erklæret fysisk egnet til at kunne skrive kontrakt med vestegnsklubben.

Dermed er Emil Larsen fortsat en del af OB's trup, men det er uvist, hvordan tilhængerne og trænerstaben vil tackle en spiller, der åbenlyst har været interesseret i at komme væk fra Odense. I forvejen er OB's offensiv blevet alvorligt svækket med Bashkim Kadriis knæskade, og uden Emil Larsen vil fynboerne se ret tynde ud på toppen, hvor talentet Rasmus Falk umiddelbart er det eneste øvrige sikre kort, hvad kvalitet angår.

"Jeg forstår helt sikkert godt, at OB's fans har en masse følelser i klemme. De kender ikke helt årsagerne til, at jeg gerne ville hjem til Sjælland, og dem vil jeg også gerne have lov til at holde for mig selv, for det er nogle helt personlige forhold. Men jeg er OB-spiller i fremtiden også, og det vil jeg kæmpe for med alt, hvad jeg har i mig, og så håber jeg, at det er nok til, at deres tillid kan genskabes", siger ugens hovedperson i Odense og omegn, Emil Larsen, til OB's hjemmeside.

FCV har vist sig at være et meget vanskeligt hold at spille imod, og vi tror da heller ikke, at OB med eller uden Emil Larsen fra start tager til Slagelse og snupper alle tre point, som det var tilfældet, sidst odenseanerne var i byen. Det ligner en kamp med få mål mellem to mandskaber, der sagtens som udgangspunkt kan leve med uafgjort, og vi satser derfor på 0-0 (odds 9.00) eller 1-1 (6.50) samt under 2.5 scoringer (1.75).

Ingen af de to hold har spillere i karantæne.
 

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.35


Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet