Superligaen: Opsummering efter 14. runde


Der var masser af interessante iagttagelser at gøre sig i 14. runde af Superliga-sæsonen. Mestrene FC Nordsjælland viste, at de rent faktisk er i stand til at vinde efter at have været i aktion i europæisk sammenhæng i midtugen. Førerholdet FC København viste, at de ikke er urørlige ved at tabe sæsonens første kamp. AC Horsens viste, at holdet kan vinde på hjemmebane, da man slog de førnævnte københavnere på eget græs. Og så viste årets to største skuffelser, Brøndby og FC Midtjylland, at holdene pt. ikke er bedre end til en placering i rækkens nedre regioner.

I fredagskampen skulle FCN blot tre dage efter den imponerende 1-1-kamp mod de italienske mestre, Juventus, forsøge at overbevise Fodbolddanmark om, at tabte point ikke er kutyme efter europæiske strabadser, sådan som det har været i sæsonens to foregående tilfælde. Hjemme i Farum slog Tigeren fra Nordsjælland topholdet AaB med 1-0 takket være et mål af Jores Okore, der dermed scorede for anden uge i træk. Imponerende af forsvarsspilleren, der netop har manglet målfarligheden i sit spil. Hans mål - og pointene der følger - er livsvigtige for et FCN-mandskab, der ser tynde ud i de forreste geledder, hvor Kasper Hjulmand virkelig mangler en klasseangriber, der banker kasser ind. Det mærkat har Morten Nordstrand ikke vist sig at kunne leve op til. AaB fastholder på trods af nederlaget sin andenplads. Hjemmesejren gav 1.90 i odds.

Randers FC fortsætter med at imponere alt og alle og indtager efter 14. runde en overraskende femteplads blot to point efter AGF og FCN. Lørdag blev det til en 2-1-udesejr mod Silkeborg IF, der mere og mere ligner en nedrykker med ligaens henholdsvis dårligste forsvar og angreb. Marvin Pourie var tilbage efter karantæne og scorede også kampens første mål, der dog ikke kan skjule, at Keld Bordinggard & Co. er i store problemer. Oprykkeren Randers har gjort enhver snak om en mulig returbillet til den næstbedste række til skamme. Udesejren gav pæne 3.10 i odds.

1-2 blev det også i Esbjerg-SønderjyskE, hvor de lyseblå fra Haderslev udnyttede træthed og slendrian i vestjydernes forsvar til til allersidst at prikke sejrsmålet i kassen. Ekstremt vigtige tre point til SønderjyskE, der dermed får luft til den nedrykningsstreg, som Esbjerg ikke ser ud til at kunne komme væk fra trods glimrende resultater på det seneste. Holdet fra fiskerbyen bliver dog nødt til fortsat at holde defensivt niveau, da angrebet har store problemer med at score mål. Esbjerg ligner imidlertid et stærkere mandskab pt. end nedrykningsrivalerne Silkeborg. Udesejren gav 2.90 til de dygtige spillere.

Peter Sørensens AGF konsoliderede sin position som tophold forud for næste rundes storkamp hjemme mod FC København ved at slå OB ude med 4-2. Det offensive spil slår gnister hos De Hvide i øjeblikket. AGF scorer i snit to mål per kamp, og det ligner unægteligt et hold, der er mere end klar til at spille med om medaljer, selvom man skal være varsom med den slags udmeldinger i Smilets By, der let koger over i optimisme. AGF viste, at holdet sagtens kan undvære Superliga-topscorer Aron Johannsson, og OB viste, at de ikke fortjener mere end en plads i midten af rækken i øjeblikket. Hvor er angriberen, der skal score målene for De Stribede fra Fyn? Udeholdets sejr gav odds 3.30.

I den sene søndagskamp var der dømt utraditionelt bundopgør i form af FC Midtjylland-Brøndby. Skulle man have glemt stillingen et øjeblik, mindede spillet på banen hurtigt én om, at der er langt til fordums styrke i de to tidligere topklubber. Spillet var nervøst og usammenhængende, og det var tydeligt, at begge hold var rædselsslagne for at tabe, samtidig med at ingen af mandskaberne var i besiddelse af det, der skal til for at vinde. Uafgjort var derfor et forudsigeligt resultat, som ingen af holdene kan bruge til det store. Tre point har de økonomisk trængte Ulve ned til stregen, som Brøndby stadig kigger op på fra sin plads som Superligaens dumpekandidat. Det bliver en meeeeget lang sæson for begge klubber. X'et gav odds 3.40.

For en sjælden gang skyld var FC København involveret i en mandagskamp, og det blev ikke til nogen positiv oplevelse for Løverne i Horsens. 1-0 vandt hjemmeholdet, der dermed gav FCK sæsonens første nederlag og samtidig sig selv den første hjemmesejr. AC Horsens fightede bravt og spillede sig frem til mange store chancer mod et udehold, der virkede rystet og uengageret. Med så rutineret en spillertrup kan en sådan præstation ikke forklares med en hård udekamp i Europa League i midtugen. Pasningsspillet var under al kritik, og træner Ariel Jacobs udtalte da også efter kampen, at han savnede passion hos spillerne. Fraværet af nøglespilleren Nicolai Jørgensen i offensiven har tilsyneladende forvandlet FCK til et ganske ordinært spillende mandskab. Johnny Mølbys tropper derimod har spillet sig afgørende væk fra nedrykningskampen og kan nu koncentrere sig om at manifestere sig som en stabilt midterhold i Superligaen. Der var mange penge at hente for de spillere, de havde forudset hjemmesejren til odds 4.30.

Midtugen byder på kampe i pokalturneringen, mens man i den kommende weekend kan glæde sig til topkampen AGF-FC København, traditionsopgøret Brøndby-OB samt det jyske slag mellem AaB og FC Midtjylland.

Statistisk opsummering af 14. runde i Superligaen:
Der blev scoret 16 mål i de seks kampe, hvilket giver et gennemsnit på lige over 2.5 mål per kamp
Halvdelen af kampene endte med udesejr
Kun en enkelt kamp ud af seks endte uafgjort
Der blev scoret i samtlige kampe
Fire af de fem vinderhold fik snævre sejre på et enkelt mål