Superligaen: Optakt og spilforslag til Randers FC-AGF


Randers FC 2.50 Uafgjort 3.30 AGF 2.70 (Kickoff søndag kl. 17:00)


Der er dømt østjysk lokalderby sent søndag eftermiddag, når Hestene fra Randers byder AGF velkommen indenfor i folden på AutoC Park. Hjemmeholdets spillere har dog på det seneste mere lignet gamle krikker end de kraftfulde hingste, der kom så godt fra land i foråret. RFC er nu uden sejr og uden scoringer i de seneste fire ligakampe og er som direkte konsekvens blevet overhalet på tredjepladsen af AaB.

Det er imidlertid svært at forestille sig, at hjemmeholdet ikke får mulighederne mod gæsterne fra Aarhus, der pludselig er blevet en del af bundstriden efter ved forårets start blot at have været fire point efter FC Nordsjællands mestre på andenpladsen. Før 30. runde har De Hvide kun fire point ned til stregen. Peter Sørensen mænd er gået fuldstændig i stå og har ikke vundet i de seneste seks kampe i Superligaen. Den stilstand kan i sidste ende koste AGF livet i landets bedste række, hvilket vil være intet mindre end en katastrofe for klubben fra landets næststørste by.

Umiddelbart ser det dog ud, som om AGF-træneren har fået stoppet blødningen i defensiven. To gange 0-0 er det blevet til i de seneste kampe mod henholdsvis AC Horsens hjemme og FC København ude. Offensivt derimod er der ingen AGF-spiller, der rigtig har formået at løfte arven fra klubbens islandske topscorer Aron Johannsson, der scorede 14 mål i efteråret. Med 27 mål i sæsonens 14 udekampe er AGF dog det næstmest scorende udehold i Superligaen efter AaB (29).

Colin Todd har trods den seneste tids dårlige resultater fået skabt et solidt mandskab, der er meget svært at besejre på hjemmebane. Otte sejre og 26 point har holdet fået i sæsonens 14 hjemmekampe, og i skrivende stund er det kun FCK og FCN, der kan overgå det. Det, der næsten er mest imponerende ved den statistik, er, at de mange point er kommet i hus på baggrund af blot 18 hjemmebanescoringer.

RFC har en ganske fin statistik mod AGF: De seneste to hjemmekampe er vundet, men de seneste to kampe i Aarhus er endt uafgjort. Tre af de seneste seks indbyrdes opgør er endt med pointdeling, og vi tror, at de to formsvage østjyske mandskaber holder hinanden i skak søndag eftermiddag og præsterer endnu et uafgjort resultat til odds 3.30. Overvej desuden at satse på under 2.5 mål til odds 1.85.

Gæsterne må undvære backen Mikkel Kirkeskov, der er i karantæne, men Peter Sørensen kan igen råde over midtbanespilleren Casper Sloth, der sad udenfor mod FCK.
 

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.30


Klik her for at spille på kampen mellem RFC og AGF hos Unibet