Superligaen: Optakt og spilforslag til Silkeborg IF-Brøndby


Silkeborg IF 2.70 Uafgjort 3.40 Brøndby 2.45 (Kickoff søndag kl. 17:00)

Brøndby stiller for en - i denne sæson - sjælden gangs skyld op som lille favorit på udebane, når de gulklædte fra den københavnske vestegn møder Silkeborg søndag eftermiddag. BIF har således slået SIF begge gange, de to hold har mødt hinanden dette efterår.

I tredje spillerunde fik BIF på hjemmebane sæsonens hidtil eneste sejr, da man vandt 2-1 over SIF. I den forgangne uge blev det så endnu en gang til sejr over de rødklædte jyder, da det på Brøndby Stadion blev til en overbevisende sejr til hjemmeholdet på 3-0 i Pokalturneringen.

Det siger sig selv, at BIF skal have en sejr med hjem. Fem point er der op til den gode side af nedrykningsstregen, hvor Esbjerg befinder sig i en fin formkurve, og uafgjorte kampe mod rivalerne i den nederste del af rækken er ikke noget, man kan glæde sig over i BIF. Bliver det igen til tre point over SIF, hopper københavnerne forbi jyderne og sætter sig på 11. pladsen med et enkelt point ned til sidstepladsen.

Brøndby er det eneste hold i landets bedste række, der endnu ikke har vundet på udebane. Statistikken 0-4-4 taler sit eget tydelige sprog om et hold, der ikke befinder sig godt på fremmed græs. Silkeborg er imidlertid ikke just et skræmmende hold på eget stadion. Blot en enkelt sejr (2-1 over AaB) er det blevet til i sæsonen på Mascot Park.

Hjemmeholdet har tabt tre kampe i træk i Superligaen og fire, hvis man tæller Pokalturneringen med. Senest blev det til en frustrerende 0-1-kamp mod bundkollegerne Esbjerg på udebane. SIF pressede på til sidst, selvom man kun var 10 mand, men gennembruddet kom aldrig, og det fremstod mere desperat end egentlig gennemtænkt.

Brøndby fik tæsk 0-3 i egen hule mod et stærkt spillende OB-hold. I første halvleg sad man med følelsen af, at BIF egentlig godt kunne få point, men i anden halvleg ramlede det hele sammen for Auri & Co.

Der er ikke kun tale om en bundkamp, men også et opgør mellem de to dårligste offensive mandskaber i rækken. Henholdsvis 12 og 13 gange er det lykkedes for SIF og BIF at score i efterårssæsonens 15 kampe. SIF kan tilmed "prale af" også at have den dårligste defensiv i Superligaen. Hele 32 mål er der fløjet i silkeborgensernes netmasker - over to per kamp.

Man må formode, at der blive tale om en taktisk præget forestilling, hvor begge hold er lige så skrækslagne for at tabe, som de er desperate efter at vinde. Hvilken følelse, der smitter mest af på spillet, er svært at spå om. Umiddelbart hælder jeg til angsten for tabte point og er derfor tilbøjelig til at satse på uafgjort samt under 2.5 mål til henholdsvis odds 3.40 og 1.80.

Sidste gang, SIF mødte BIF i Silkeborg, var for lidt over et år siden. Dengang vandt hjemmeholdet 2-1. I den nuværende trup er det stort set kun tyske Marvin Pourie, man kan se som en offensiv måltrussel, og han giver odds 3.00 som målscorer.   

Hele fem spillere er i karantæne til søndagens opgør - og der er ikke tale om hvem som helst. Hos hjemmeholdet må Jesper Bech, Bjarni Vidarsson og Dennis Flinta tage plads på tribunen, mens BIF må undvære Dario Dumic og Quincy Antipas.

På skadesfronten er der derimod ikke de store bekymringer hos BIF, hvor landsholdsfløjen Dennis Rommedahl igen er klar efter skade. Hjemmeholdet må blandt de faste startende 11 undvære offensivspilleren Adeola Runsewe.

Spilforslag:
Sats på, at der bliver scoret under 2.5 mål i kampen
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.40