Superligaen: Optakt til FC København-Brøndby


FC København 1.40, uafgjort 4.25, Brøndby 8.00 (Kickoff søndag kl. 19:00)

Derby er tilbage, over 30.000 billetter er solgt, og medierne svømmer over med omtale af søndagens traditionsrige københavnerdyst mellem FC København og Brøndby IF. Men ikke alt er, som det plejer at være. Mildt sagt. Kigger man på superligatabellen, så er der reelt set tale om en kamp mellem top og bund i den bedste danske række. 18 point er der mellem de tidligere rivaler om topplaceringer efter bare 12 runder af sæsonen.

Mens hjemmeholdet fortsat er ubesejret med statistikken 7-5-0, så kommer gæsterne fra vestegnen til Parken med en rædselsfuld række af kampe i bagagen. BIF's sæsonstatistik hedder pt. 1-5-6, og den ene sejr kom på hjemmebane. De gulklædte spillere har derudover blot formået at score i gennemsnit et enkelt mål per kamp i sæsonen.

I løbet af ugen blev den tidligere BIF-fighter John 'Faxe' Jensen hentet ind i en konsulentrolle, hvor han skal bidrage med sin fodboldmæssige indsigt, så cheftræner Auri Skarbalius og truppen kan løfte det indtil videre pinligt lave niveau. Det er ikke ligefrem den nemmeste debut, Faxe får, hvilket oddset på udesejr, 8.00, taler sit tydelige sprog om.

Alt er imidlertid ikke fryd og gammen hos Løverne, der må undvære en af sæsonens store positive overraskelser, Nicolai Jørgensen, der gik i stykker på sin tur med landsholdet og må holde et par ugers yderligere pause.

FCK er uden sejr i Superligaen i de seneste to runder, og oveni kom nederlaget på udebane i Europa League til Steaua Bukarest. I den seneste udekamp mod Esbjerg (2-2) var københavnernes spil alt andet end imponerende, og vestjyderne kunne med lidt mere skarphed have givet FCK det første nederlag i sæsonen.

Den lynhurtige offensivspiller Igor Vetokele forventes dog at være klar igen for FCK efter sin fiberskade, ligesom klubbens topscorer, Andreas Cornelius, har nydt en uges kamppause, efter han fik karantæne på landsholdet og derfor ikke kunne spille mod Italien tirsdag.

Vi skal otte år tilbage i tiden til 2004 for at finde den seneste BIF-sejr i Parken i Superligaen. Dengang slog et anderledes skarpt Brøndby-mandskab FCK med 3-1 på to mål af Morten Skoubo og et enkelt af Johan Absalonsen. Siden dengang er det dog blot blevet til fem sejre til BIF mod FCK, der har vundet otte af de seneste 12 indbyrdes opgør i Superligaen.

Hvad skal man forvente sig af søndagens kamp? Bortset fra masser af stemning på lægterne bliver det sandsynligvis en kamp med masser af bid i tacklingerne. Hjemmeholdet er storfavoritter, og alt endet end tre point vil blive betragtet som en skuffelse. FCK har alt at tabe. Udeholdet derimod vil kæmpe med alt, hvad der står til rådighed for at få point. En udesejr mod ærkerivalen er den størst mulige selvtillidsindsprøjtning, BIF kan få pt.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, endte kampen 1-1. Man skal ikke tage for givet, at FCK vinder stort søndag aften. Et sandsynligt resultat af kampen er en smal hjemmesejr på 1-0 til odds 6.75 eller 2-0 til odds 7.75. Der er kun scoret fire mål mod FCK i Parken i seks kampe, og med tanke på udeholdets tamme offensiv er der grund til at tro på, at Johan Wiland holder FCK's bur rent med hjælp fra en af rækkens mest solide forvarskæder.

Ingen af holdene har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på under 2.5 mål til odds 2.05
Sats på, at hjemmeholdet vinder uden at indkassere mål til odds 2.40