Superligaen: Optakt til fredagskampen SønderjyskE-Brøndby


SønderjyskE 2.45 Uafgjort 3.40 Brøndby 2.70 (Kickoff fredag kl. 18:00)

To ting er relativt sikre forud for bundopgøret i Haderslev fredag aften: Hjemmeholdet, SønderjyskE, overvintrer over nedrykningsstregen, mens gæsterne fra Brøndby må finde sig i at gå på vinterpause under stregen. Fire point skiller de to hold, der henholdsvis ligger nummer 8 og 12 i landets bedste række, og selvom det er matematisk muligt, at SønderjyskE ryger under stregen, og BIF hopper op på 10. pladsen, så gør de forskellige bundholds målscore det yderst usandsynligt.

Når regnskabet skal gøres op i slutningen af sæsonen, kan det imidlertid meget vel blive få point, der gør, om SønderjyskE og Brøndby rykker ned i 1. Division, og derfor står vi over for en fredagskamp, hvor der er usædvanligt meget på spil.

Som oddsene indikerer, så er der lagt op til et møde mellem to på papiret ganske ligeværdige modstandere. Kigger vi i historiebøgerne, finder vi imidlertid ud af, at SønderjyskE aldrig (gentager: aldrig!) har vundet over BIF i Haderslev. I otte hjemmekampe er det således blevet til to uafgjorte og seks nederlag. Blot to ud af de i alt 19 indbyrdes kampe er endt med sønderjysk sejr, mens holdet fra den københavnske vestegn har vundet 13 gange.

Fjerner vi kiggerten fra øjet, får vi dog øje på det seneste indbyrdes opgør, der blev spillet for under fire måneder siden i Brøndby. Her fik SønderjyskE noget så usædvanligt som en sejr over Auri & Co. 1-0 blev det til Lars Søndergaards mandskab takket være et mål i sidste minut fra Lasse Vibe. En 1-0-sejr til de lyseblå fra Haderslev fredag giver dig dine penge 9.50 gange igen.

Man bør dog tænke sig om en ekstra gang, før man sætter penge på 1-tallet, for SønderjyskE er Superligaens dårligste hjemmehold med beskedne fire point for 10 kampe. Tilsvarende er BIF rækkens næstdårligste udehold med syv point for 10 kampe på fremmed græs. Fire af disse kampe er endt uafgjort, og ser man på oddsene fredag aften, så er det også i X'et, at værdien ligger til odds 3.40.

Efter fire nederlag i træk i Superligaen fik SønderjyskE sat prop i krisen, da holdet sidste weekend på udebane slog AC Horsens 3-1. I den kamp var SønderjyskE det klart bedste hold, og de evige overlevere i Superligaen kan til og med få tro på tingene ved at kigge på BIF's seneste kamp, der bød på en lille øretæve på 0-3 ude mod FC Nordsjælland. Inden kampen i Farum var Brøndby imidlertid ubesejret i tre kampe i træk i Superligaen. 

Ingen af de to hold har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.40.