Superligaen: Optakt til mandagskampen FC Midtjylland-Esbjerg


FC Midtjylland 2.10 Uafgjort 3.40 Esbjerg 3.40 (Kickoff mandag kl. 19:00)

Efter seks kampe, hvor det ikke var lykkedes at vinde for FC Midtjylland, kom der en form for forløsning i mandags for Glen Riddersholms mandskab. Overraskende var det, at de tre point kom på tavlen på udebane mod topholdet AaB. Og så igen, Superligaen er langt hen ad vejen uforudsigelig, og manglen på stabilitet er reglen snarere end undtagelsen.

Med sejren fik FCM en smule luft til nedrykningsstregen. Før mandagskampen mod Esbjerg er der fra klubbens placering som nummer otte - à point med SønderjyskE - fem point ned til 11. pladsen, hvor Brøndby ligger. Esbjerg ligger nogenlunde midt imellem på en 10. plads med tre point op til FCM og to point ned til BIF. Det siger derfor sig selv, at der er meget på spil i Herning denne mandag i november.

Gæsterne fra Esbjerg vandt ligesom AaB i sidste runde. 1-0 blev det på hjemmebane over dumpekandidaten Silkeborg i en kamp, der bar præg af det heftige regnvejr, der væltede ned over plænen i den vestjyske provinsby. Snævre sejre er på mange måder blevet lidt af en Esbjerg-specialitet. Under ét mål scorer holdet per kamp, og det er egentlig imponerende, at det statistisk set er blevet til ét point per mål, der bliver scoret af Esbjerg. 14 mål, 14 point.

På udebane har holdet dog ikke ligefrem imponeret. Blot én sejr er det blevet til i sæsonen, og de blå- og hvidstribede vestjyder har kun nettet tre gange i syv optrædener på fremmed græs. Alligevel er det blevet til seks point, hvilket i høj grad skal tilskrives holdets defensiv, der er ligaens tredjebedste - kun overgået af FC København og FC Nordsjælland på første- og andenpladsen.

Hjemmeholdet døjer derimod med ligaens tredjedårligste defensiv. 26 mål er der gået ind bag Ulvene i denne sæsons 15 kampe. Det har primært været på udebane, det har kostet FCM dyrt på pointkontoen. 13 point ud af klubbens 17 er således hentet hjemme i Herning, hvor det kun er blevet til ét nederlag i otte kampe. Her hedder statistikken 3-4-1.

Esbjerg har til og med oparbejdet lidt af et udebanekompleks i forhold til FCM i Superligaen, og vi skal hele 11 år tilbage for at finde den seneste (og eneste) Esbjerg-udesejr mod fusionsklubben fra Midtjylland. Det er en bemærkelsesværdig statistik, som dog kan stå for fald mandag aften. Umiddelbart hælder jeg dog mest til at satse på krydset til odds 3.40 i en kamp mellem to hold, der begge spiller uafgjort i 1/3 af deres kampe. På udebane har Esbjerg endda spillet tre ud af syv uafgjorte i sæsonen, mens FCM har fået X i halvdelen af sine otte kampe på MCH Arena.

Under 2.5 mål til odds 1.85 frister også, selvom der er blevet scoret 20 mål i FCM's otte hjemmekampe hidtil og 48 i samtlige 15 kampe. Esbjerg er som sagt specialist i få mål - nærmere bestemt ni mål i syv udekampe i sæsonen. 0-0 eller 1-1 vil ikke overraske nogen, men FCM er på den anden side så utilregneligt et hold, at man konsekvent skal passe på med at udtale sig skråsikkert om klubbens kampe, før de er spillet. 

Ingen af holdene har spillere i karantæne. Hjemmeholdet må dog fra sin normale start-11'er undvære Sylvester Igboun og Danny Olsen, der er på skadeslisten. Hos Esbjerg er Martin Bergvold, Mikkel Vestergaard og Kenneth Fabricius ude med skader.

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.40
Sats på, at der bliver scoret under 2.5 mål i kampen til odds 1.85