Superligaen: Randers FC og FC Nordsjælland spænder ben for hinanden


Det er en lille Europa League-kvalifikationskamp, der udspilles i Randers fredag aften, når de forsvarende sølvvindere fra Farum, FC Nordsjælland, kommer på besøg. I øjeblikket sidder Esbjerg ganske vist på den femteplads, der kaster Europa League-kvalifikation af sig, men vestjyderne, der gjorde det så flot i denne sæsons europæiske turnering, er à point med FCN, mens RFC følger efter med blot to point færre, hvorefter der er endnu et hul på tre point ned til OB på ottendepladsen.

Det er første gang i denne sæson, at de to FC-klubber møder hinanden i Randers. De to hidtidige opgør er endt 1-0 i FCN's favør og senest 1-1 i Farum. Uafgjort har i det hele taget været normen, når RFC og FCN er stødt sammen i Superligaen; hele fire af de seneste fem indbyrdes møder er således endt med pointdelinger, og ser vi længere tilbage, drejer det sig om syv ud af 11.

Da Esbjerg skal på en svær udekamp mod førerholdet, AaB, i denne runde, vil både hjemmehold og udehold lugte blod fredag aften. Gæsterne fra Nordsjælland kommer desuden lige fra en 1-0-sejr på eget græs mod de forsvarende mestre, FC København - et opgør hvor den tidligere FCK'er Morten Nordstrand leverede sejrsmålet.

"Hvis det lykkes os at sikre femtepladsen og dermed billet til Europa, vil det være en ok sæson for os, når man tager den dårlige start i betragtning. Vi fik en rigtig skidt sæsonstart, men vi har nu endelig kæmpet os fri af bunden og har heldigvis en masse at spille for. I de sidste kampe kan vi måle os mod de allerbedste. Det bliver sjovt", siger Morten Nordstrand til FCN's hjemmeside.

Sjovt kan det dog ikke ligefrem siges at have været på udebane for Nordstrand & Co. i denne sæson. Ganske vist har AGF netop overtaget den lidet flatterende status som rækkens dårligste udehold, men Tigrene har været de mest tandløse, hvad mål på fremmed græs angår; sølle ni mål er det blevet til for FCN i 14 udekampe, der blot har kastet tre sejre af sig.

17 point i 15 hjemmekampe er dog ikke en Randers-statistik, der bør skræmme gæsterne. Klubben fra Kronjylland har desuden lukket næstflest mål ind i Superligaen foran egne tilhængere, så det skal blive spændende at se, om det er noget, FCN's blodfattige offensiv forstår at udnytte.

RFC og særligt topscorer Ronnie Schwartz har dog været i vælten på det seneste og har ikke tabt i de seneste fem ligakampe. Umiddelbart ligner Colin Todds mandskab et hold, der kan give ustabile FCN gevaldige problemer, og vi har svært ved at se gæsterne holde buret rent, selvom målmand David Jensen er en spiller, der bliver bedre og bedre.

Spilværdien ligger på det uafgjorte resultat til odds 3.40, og det vil i så fald som noget helt usædvanligt være den 11. pointdeling ud af 24 mulige i ligasammenhæng mellem de to klubber. Skal vi komme med et bud på resultatet, bliver det 1-1 til odds 6.75.

Værterne er uden Jonas Borring og Johnny Thomsen, mens gæsterne er uden Andreas Laudrup, Kasper Lorentzen, Joe Sise og Søren Christensen.

Ingen af klubberne har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.40