Superligarunden der gak: Europæiske benspænd og noget der ligner en ligatop


Vi kom godt fra land på bettingfronten i Runde 15 i Superligaen med pletskud både i fredags- og lørdagskampen, og selvom vi ikke kunne holde momentum søndag og mandag, så nåede vi trods alt op på en hitrate på 50 pct. af kampene - dvs. tre ud af seks. På forhånd var der lagt op til en række meget tætte kampe, men vi endte med at stå med et par betragtelige øretæver samt én stor overraskelse:
 

Viborg FF - FC Midtjylland 2-3 
FC Nordsjælland - SønderjyskE 3-0 

OB - FC Vestsjælland 1-3
Esbjerg - FC København 1-1
Brøndby - AGF 3-0 

Randers FC - AaB 1-4
 

FC Midtjylland ligner et førerhold, der er kommet tilbage på sporet med to vigtige sejre i træk. 3-2-gevinsten i det midtjyske derby over Viborg kostede en del på karantænefronten (Banggaard, Juelsgård og Andersson), men vil uden tvivl give Ulvene et boost, som Glen Riddersholm (billedet herunder) kan bygge videre på i landsholdspausen. 15 kampe og 30 point giver et pointgennemsnit på to per kamp; til sammenligning fik FC Københavns mestre 65 point i 33 kampe i sidste sæson - altså lige under to.

Noget kunne i det hele taget tyde på, at en decideret top begynder at forme sig i landets bedste række, efter at AaB smadrede et ellers formstærkt Randers FC-hold 4-1 i mandagskampen. Kent Nielsen & Co. har 27 point og holder dermed trit med FCM. Mandagens store helt blev 22-årige Kasper Kusk, der med sit hattrick kom op på syv sæsonscoringer. AaB kan med rette siges at være en af de helt store postive overraskelser i denne sæson hidtil - blandt andet med tanke på at aalborgenserne ikke er endt højere end nummer fem siden mesterskabet i 2007/08.

Positive overraskelser kan hverken Esbjerg eller mestrene fra FCK siges at have leveret i denne sæsons Superliga. Klubberne ligger i skrivende stund henholdsvis nummer otte og nummer tre, og ingen af holdene kunne rigtig bruge uafgjort til noget søndag eftermiddag. 1-1 var ikke desto mindre, hvad det endte i Esbjerg efter en skuffende kamp mellem de to danske Europa-repræsentanter, der ellers havde leveret varen i midtugen i henholdsvis Europa League og Champions League med 1-0-sejre på hjemmebane over Elfsborg og Galatasaray.

Brøndby har de seneste par sæsoner været meget langt fra at spille europæisk fodbold, men nu ser det langt om længe ud til, at de blågule har fundet formen i Superligaen, hvor holdet er ubesejret i de seneste otte kampe. 3-0-sejren over AGF var ydermere imponerende, når man tænker på, at vestegnsklubben måtte undvære stamspillerne Kahlenberg, Ørnskov og Makienok. Efter blot at have scoret ét mål i tre kampe har BIF nu lavet fem mål i to ligakampe og har holdt buret rent i fire opgør i træk. Det dufter af noget så sjældent som stabilitet i Brøndby, mens AGF må spørge sig selv, hvad der ramte dem.

Hvad der ramte OB i den tidlige søndagskamp, var et veloplagt oprykkerhold i form af FC Vestsjælland, der forstod at udnytte hjemmeholdets sløve spil og mange fejl. Skader og karantæner hos en række stamspillere var mere, end De Stribede kunne klare, og det må bekymre Troels Bech, at viljen og evnerne er så begrænsede hos marginalspillerne, som det var tilfældet mod Vikingerne fra Slagelse, der kom sejlende til Fyn med knækkede horn og to klare nederlag i skibet.

En træner, der bør være endnu mere bekymret end Bech i Odense, er Lars Søndergaard i Haderslev. De lyseblå spillere fra SønderjyskE løb lørdag ind i et forventet nederlag til et for tiden godt spillende FC Nordsjælland-hold, og sidste sæsons nummer otte ligger nu nummer sjok i Superligaen med syv point op til ... ja, FCN på 11. pladsen. I modsætning til SønderjyskE er der dog ingen tvivl om, at Kasper Hjulmand og Farum-klubben er på vej fremad, og selvom Tigrene ligger til nedrykning, så er der bizart nok kun tre point op til FCK på tredjepladsen.
 

Fakta om Runde 15 i Superligaen 2013/14:

- Én af de seks kampe endte uafgjort
Målgennemsnittet per kamp lå på lige over 3,6
- To ud af 12 klubber holdt clean sheet: FCN og BIF
- Der blev scoret i samtlige kampe
- Runden bød på to 1-taller, ét X og tre 2-taller
- FCM er fortsat Superligaens bedste udehold med 12 point og en målscore på 12-8
- FCM er fortsat Superligaen bedste hjemmehold med 18 og en målscore på 16-7


Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet!