Superligarunden der gak: Fodbolden gik kold


Et koldt gys. Det var, hvad der gik gennem Superligaen i Runde 23, som blev slået godt og grundigt til plukfisk af martssneen. I Aalborg måtte man for anden gang i denne sæson give fortabt over for Kong Vinter, da kampen mellem hjemmeholdet, AaB, og gæsterne fra FC Nordsjælland cirka midtvejs i første halvleg blev fløjtet af, fordi dommer Claus Bo Larsen ikke længere kunne forsvare, at der blev spillet professionel bold på en bane uden linjer. I dag, mandag, var man mere forudseende, da man aflyste "bundbraget" (tja, brag og brag...) mellem SønderjyskE og Esbjerg på grund af den snestorm, der kommer til at feje hen over marker og tomme fodboldbaner de kommende par dage. Dermed kan vi gøre status over de fire kampe, der rent faktisk blev spillet denne weekend, samt vores spilforslag:

FC København-AC Horsens 2-1
Randers FC-Silkeborg IF 1-0
AGF-OB 2-1
Brøndby-FC Midtjylland 1-1

Rundens overskrift kan være den, at det i denne sæson så hårdt prøvede Brøndby-hold med sit ene point i søndagens hjemmekamp mod Superligaens dårligste udehold, FC Midtjylland, for en stund rykkede op over nedrykningsstregen takket være en bedre målscore end SønderjyskE (nu med en kamp på hånden) og nummer sjok, Silkeborg. De to jyske dumpekandidater mødes i øvrigt i næste runde i ... skal vi kalde det et bundbrag? Nå, men som sagt: BIF ligger nummer 10, og vi ramte X'et til odds 3.35. Desuden gav vi kampen følgende skudsmål i optakten: "1-1 eller 2-2 ligner et realistisk bud på resultatet". Vi var glade, BIF var glade, og et skidt spillende FCM-hold var glad for at få point på udebane for én gangs skyld.

Forinden havde vi været vidne til en rædsom fodboldkamp i Aarhus, hvor kun 3.500 mennesker havde fundet det attraktivt at tage ind og se traditionsopgøret i provinsen mellem AGF og OB. Nu fik de stakkels, frysende tilskuere en hjemmesejr at varme sig på, så der burde være en chance for, at de kommer igen. Ellers kunne man godt have frygtet for de kommende tilskuertal i Smilets By, hvis indbyggere ofte bliver beskrevet som nogle af landets mest fodboldgale/-glade. Takket være Osama Akharraz' tredje sæsonmål snuppede GF sejren og overhalede dermed et OB-hold, der ser mere og mere ramt ud. Det var aarhusianernes første hjemmesejr i ligaen siden midten af september, hvilket tog fusen på os og vores spilforslag på uafgjort.

Colin Todds Randers FC fortsatte sin imponerende form denne weekend, da Hestene levede op til favoritværdigheden mod det sårede bundhold Silkeborg og snuppede andenpladsen fra mestrene FC Nordsjælland, der som sagt fik sin kamp mod AaB afbrudt. 1-0 blev det, selvom begge hold havde massevis af gode skudmuligheder. Om det var banen, vinden eller noget helt tredje, der gjorde det, ved vi ikke, men det kan være en god idé at intensivere skudtræningen i den kommende landskamspause. Nej, det råd behøver du ikke betale for, Viggo. En, der dog ikke behøver at justere sigtekornet, er RFC's topscorer, Ronnie Schwartz. 12 sæsonmål har den rødhårede bomber nu scoret. Det var der vist ikke mange AaB-fans, der havde set komme, dengang han spillede i Nordjylland. Nå, men vi ramte også plet med 1-tallet til det meget generøse odds 1.95.

1-tallet ramte vi også i Parken fredag aften, selvom det holdt hårdt, skal vi gerne indrømme. Hjemmeholdet, FC København, lignede i den første halve time et mandskab, der havde været til fredagsbar. Langsomme i tanke og handling var Løverne, og det udnyttede AC Horsens' nye tyskghanesiske goalgetter, Charles Takyi, der afsluttede et angreb taget ud af en indendørskamp. Rendyrket tiki-taka fra Den Gule Fare, og førerholdets centrale forsvar stod tilbage med en lang næse. Cesar Santin udlignede 10 minutter senere med sin 10. sæsonscoring, og så skulle vi helt hen til noget nær kampens sidste minut for at finde favoritternes sejrsmål, der på grænsen til offside blev sat smukt ind af brasilianske Claudemir, som efter en lang formnedgang lader til at være genfødt på københavnernes midtbane. Surt show for Johnny Mølby & Co., mens lettelsens suk kunne høres fra hjemmeholdet og fra dem, der havde fulgt vores spilforslag.

Dermed kan vi gå på landskampspause med penge på lommen og et smil på læberne, efter at tre ud af fire spilforslag viste sig gode. På gensyn om to ugers tid. Om vejrguderne vil.
 

Fakta om Runde 23 i Superligaen:

- Der blev scoret i samtlige kampe
- Ingen udehold vandt
- Alle hjemmehold scorede
- Ét ud af otte hold holdt clean sheet
- Ingen hold vandt med mere end ét måls margin
- Der blev i gennemsnit scoret 2,25 mål per kamp
- Der blev scoret i første halvleg i samtlige kampe
- Fem ud af rundens ni mål blev scoret inden for de første 30 minutter
- Tre ud af rundens ni mål blev scoret inden for de første 10 minutter 


Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet.