Superligarunden der gak: Guldregn og måltørke


De nykårede danske mestre, FC København, satte farten betragteligt ned på Superligaens opløbsstrækning, men det ændrede ikke på det, som de fleste har anset for at være en formalitet siden vinterpausen: klubbens 10. danmarksmesterskab. En kort overgang kunne Løverne skimte de forsvarende mestre, FC Nordsjælland, bag sig, men med 3-2-sejren på Farum Park for tre uger siden blev enhver tvivl om udfaldet af mesterskabsræset fejet af banen. I de seneste syv kampe er det den eneste sejr, FCK har fået, og meget symptomatisk for hovedstadsklubbens meritter de seneste to måneders tid var det da også kun et enkelt point ude mod ærkerivalerne fra Brøndby, der endegyldigt sikrede tilbageerobringen af guldet. 

Silkeborg-FC Nordsjælland 2-2 
SønderjyskE-AaB 1-0
Esbjerg-AC Horsens 1-0 
Randers FC-AGF 1-0
Brøndby-FC København 0-0 
OB-FC Midtjylland 0-1 

64 point er FCK oppe på med tre runder tilbage af sæsonen. Dermed er der kun fire point op til det pointtal (68), som FCN, der fredag med nød og næppe fik 2-2 i Silkeborg, vandt mesterskabet med sidste sæson, men hele 17 op til niveauet for hovedstadsklubbens mesterskab året forinden (81). Der er dog stadig ni point tilbage at spille om, og cheftræner Ariël Jacobs har erklæret, at han ikke agter at spare spillere i de sidste tre kampe, hvor ambitionen er ni point og dermed en samlet pointhøst på 73.

0-0-resultatet var det første af sin art i en New Firm-ligakamp på Brøndby Stadion, og det var tydeligt, at uafgjort var noget, som begge klubber fint kunne leve med: FCK kunne kalde sig selv danske mestre, og hjemmeholdet fik et point, der potentielt kan være det, der i sidste ende redder den kriseramte traditionsklub fra nedrykning. Med en sejr i Aalborg i den kommende runde kan BIF komme à point med en anden kriseramt traditionsklub, AGF.

Aarhusianerne tabte igen, igen i denne runde, da det på udebane mod formsvage Randers FC blev til et 0-1-nederlag. De Hvide fra landets næststørste by er uden sejr i de seneste syv ligakampe, hvor holdet kun har scoret fem mål, og der er ikke noget at sige til, at Smilets By vender mundvigene nedad ved synet af det nedrykningsspøgelse, der tidligere har plaget AGF så grusomt. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan tilskuerne vil reagere, hvis det bliver til endnu en nedtur i weekenden, når SønderjyskE kommer på besøg.

Esbjerg og SønderjyskE fik ligesom RFC 1-0-sejre på hjemmebane. Dermed er EfB sikker på overlevelse, mens stort set alt skal gå galt for SønderjyskE, hvis nedrykning igen skal komme på tale for de lyseblå. Lars Søndergaard & Co. har nu seks point ned til AC Horsens på 11. pladsen.

Johnny Mølby og Den Gule Fare viste ikke umiddelbart noget i kampen mod EfB, der tyder på, at holdet har, hvad der skal til for at overleve i Superligaen. EfB, og især holdets defensiv, har derimod vist klassen i denne sæson, hvor det er blevet til ikke færre end 15 gange clean sheet i 30 kampe. At ligge nummer fem med et målgennemsnit på én kasse per kamp taler desuden sit eget tydelige sprog om et hold med en knivskarp organisation og en stærk moral ... samt en offensiv, der bør overveje at tilmelde sig de fodboldskoler, der turnerer over det ganske land i sommerpausen.

Med nederlaget til SønderjyskE tabte AaB efter fire kampe uden nederlag noget af det vundne terræn i forhold til RFC på tredjepladsen. Tre point har Kent Nielsens tropper nu op til Colin Todds ditto, mens der er henholdsvis fire og fem point ned til EfB og FC Midtjylland. Ulvene fra Herning cementerede mandag aften den nedtur, som OB har befundet sig i siden vinterpausen, hvor folk omtalte Striberne som et potentielt top-3-hold; 1-0 vandt FCM i Odense. På nuværende tidspunkt er odenseanerne de formsvageste i Superligaen. Kun én sejr i forårets 11 kampe er det blevet til for Troels Bechs mænd.

Fire mål i rundens sidste fem kampe var altså alt, hvad det kunne blive til i denne omgang, men hvor der ikke var meget at glæde sig over på målfronten, så var der god grund til at juble over spilforslagene, der ramte plet i fire ud af seks tilfælde. Desuden viste vores anbefaling af at satse på clean sheet til EfB til odds 2.75 sig at holde vand. Om esbjergenserne kan få det 16. clean sheet i sæsonen i den kommende weekend er nok mere tvivlsomt, for her venter FCK hjemme i Parken. På den anden side: Med en pokalfinale torsdag på samme bane har Jess Thorups solide vestjyder muligheden for at vænne sig til omgivelserne. EfB-clean sheet mod de nykårede danske mestre giver odds 7.25.
 

Fakta om Runde 30 i Superligaen:

- Der blev scoret i fem ud af de seks kampe
To af de seks kampe endte uafgjort
- Seks hold holdt clean sheet: SønderjyskE, EfB, RFC, BIF, FCK og FCM 
- Der blev scoret i alt otte mål, hvilket giver et rundegennemsnit per kamp på 1.33 mål - ét mål mindre per kamp end i sidste runde
- To (SønderjyskE og FCM) ud af fire vinderhold slog en højere placeret modstander


Klik her for at spille på Runde 31 i Superligaen hos Unibet