Superligarunden der gak: Landets bedste række forvandlet til den omvendte verden


At FC Vestsjælland efter to runder skulle befinde sig i bunden af Superligaen kommer næppe bag på særlig mange iagttagere af den bedste danske række; men at de to andre FC-hold FC Nordsjælland og FC København skulle rode rundt lige under oprykkeren fra Slagelse med henholdsvis ét og nul point, kan nok få en fodboldtilskuer eller to til at tjekke promillen på vedkommendes dovne stadionfadøl.

Det er egentlig et meget præcist billede på, hvad vi har med at gøre her, nemlig en komplet uforudsigelig udgave af Superligaen, der i forvejen ikke ligefrem er berygtet for sine lineære formkurver. Efter anden runde kan vi her på bloggen dog stolt konstatere, at vores spilforslags succesrate peger opad efter sidste uges pinlige forbier i samtlige seks kampe. Bevar's, det er ikke nogen decideret imponerende statistik at ramme ét ud af seks resultater, men hvis vi fortsætter sådan her, så er der fuld plade med seks ud af seks i Runde 7.

FC Nordsjælland-Viborg 1-1
FC Vestsjælland-AGF 0-2
Randers FC-OB 1-1 

SønderjyskE-Brøndby 1-0
FC Midtjylland-FC København 1-0
Esbjerg-AaB 1-2 

Tonen blev slået an allerede i fredagskampen, da FCN i et forsøg på at vaske 0-4-skampletten i premiererunden af sig og samtidig få en god optakt til den halvproblematiske Champions League-kvalkamp mod Zenit satte sig mellem to stole og spillede 1-1 på eget (kunst)græs mod oprykkerne fra Viborg. Eller var det i virkeligheden VFF's snu ræv af en træner, Ove Christensen, der trak stolen væk under Kasper Hjulmand & Co.? Sikkert er det i hvert fald, at Tigrene fra Farum ligger næstsidst i Superligaen, og at VFF på imponerende vis står med to point efter et på papiret meget tricky startprogram mod de forsvarende bronze- og sølvvindere.

Det andet oprykkerhold, FCV, kunne også meget vel have stået med to eller med lidt held måske ligefrem fire point efter de to første runder. Ikke desto mindre endte Ove Pedersens tropper med at få en kold spand vand i hovedet af et effektivt AGF-hold, der ellers så ud til at være i decideret opløsning i premierenederlaget på eget græs. Én af de spillere, der på ydmygende vis blev pillet ud med fire minutter tilbage af første halvleg i dét nederlag, var Osama Akharraz, og han viste med et fremragende langskudsmål til 1-0, at der skal mere til at slå ham ud. AGF lignede før sejren i Slagelse et hold i krise, og det skal blive spændende at se, om dette er begyndelsen på en positiv stime for De Hvide.
 

Sådan kommer toppen af Superligaen til at se ud: Læs Blog.unibet.com's forudsigelser om sæsonen 2013/14
 

En positiv stime ser FC Midtjylland for længst ud til at have etableret; Ulvene har fortsat takterne fra foråret og er efter 1-0-hjemmesejren over mestrene fra FC København førerhold i Superligaen takket være to sejre ud af to mulige og en målscore på 3-0. Målscorer Petter Andersson ligner en af denne sæsons store midtbaneprofiler - ja, den slags spiller, som søndagens modstander i Herning, FCK, godt kunne bruge på en midtbane, der ser blodfattig og alt andet end målfarlig ud. Efter to (snævre) nederlag og en plads som nummer sjok er kravet en sejr for FCK i sæsonens første kamp i Parken søndag mod Randers FC. I den kamp vender midtbanemanden Claudemir tilbage efter overstået karantæne.

Netop Randers FC spillede sin anden uafgjorte kamp, efter at holdet ellers igen var kommet foran. Denne gang var det kriseramte OB, der kom tilbage og sikrede sig det ene point (1-1) mod Colin Todd & Co., der ellers havde åbnet scoringen lige før pausen, da Superliga-topscorer Ronnie Schwartz nettede. I sidste sæson var RFC eksperter i at vinde snævre sejre, og det kan bekymre en smule, at holdets defensiv tilsyneladende ikke evner at lukke af og holde koncentrationen, efter at offensiven har gjort sit arbejde og sikret føringen. Sæsonens hidtil største test kommer som sagt på søndag, når turen går til den danske nationalarena, Parken i København. For OB's vedkommende har vi endnu til gode at se, om holdet har kvaliteten og selvtilliden til rent faktisk at vinde en fodboldkamp.
 

Sådan kommer bunden af Superligaen til at se ud: Læs Blog.unibet.com's forudsigelser om sæsonen 2013/14
 

"Det nye" Brøndby er et andet hold, der har til gode at vise Fodbolddanmark sit værd, efter at der er blevet renset godt og grundigt ud i spillertrup, trænerstab og ledelse i sommerpausen. Man bør midt i mediehypen huske på, at der er tale om et ganske ungt hold, og de evige overlevere fra SønderjyskE viste denne weekend, at rutine er en vigtig ting at have med på banen, da de lyseblå med en gennemsnitsalder på 28 mod BIF's 24+ vandt sin første ligahjemmesejr nogensinde over den københavnske vestegnsklub. SønderjyskE har imponeret i de to første runder og ligner bestemt ikke en potentiel nedrykker - det er derimod ikke urealistisk, at BIF ligesom de to foregående sæsoner ender med at rode rundt blandt de tre-fire nederste klubber i Superligaen.

Dernede kommer ingen af de to deltagende hold i rundens mandagskamp, EfB og AaB, til at havne. Efter 4-0 over FCN i sæsonens første kamp havde mange - inklusiv denne blogredaktør - nok forventet, at EfB på eget græs kunne magte at slå et AaB-mandskab, der ganske vist havde slået FCK 2-1 i premiererunden, men som også netop var blevet slået ud af Europa League-kvalifikationen med sammenlagt 0-3 af et middelmådigt georgisk hold. Superligaen satte imidlertid punktum for runden ved at give endnu en smagsprøve på sin lunefulde natur, og så kunne Kent Nielsen & Co. rejse nordpå med alle tre point, efter at Peter Ankersen havde sørget for "sejrsselvmålet". Med det andet 2-1-resultat i to kampe ligger det bolsjestribede hold på andenpladsen i Superligaen à point med FCM, der som allerede nævnt har en bedre målscore. Hvor længe kan den omvendte verden mon fortsætte med at eksistere?
 

Fakta om Runde 2 i Superligaen 2013/14:

- To ud af seks kampe endte uafgjort
- Der blev scoret i alle seks kampe
- Målgennemsnittet per kamp lå på 1,8, hvilket er ét mål mindre per kamp end i Runde 1
- Tre ud af 12 klubber holdt clean sheet: AGF, FCM (for anden kamp i træk) og SønderjyskE
- Der var to 1-taller, to X'er og to 2-taller
- Én kamp blev vundet med en margin på mere end ét mål: FCV-AGF 0-2
 

Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet
 

Tak til SuperStats.dk for relevant statistik