Superligarunden der gak: Midterholdene har døden i hælene


Der er ved at være trængsel i nederste halvdel af Superligaen. Om det er forårssolen og de spirende planter som dem på billedet herover, der har fået bundholdene til at vejre morgenluft, er ikke til at sige, men faktum efter Runde 25 er i hvert fald, at der fra nummer syv (Esbjerg) ned til nummer 12 (Silkeborg) blot er fem point, mens der fra nummer seks (AGF) op til nummer ét (FC København) er hele 24 point. Mens knækket i midten af rækken er blevet væsentligt mindre tydeligt i løbet af de seneste runder, så er der opstået en kløft mellem top-3 og resten af Superligaen. Otte point er der fra Randers på tredjepladsen til OB på fjerdepladsen. At afstanden mellem førerholdet og nummer to er stor (12 point), er der ikke noget nyt i. Nå, men lad os tage et kig på resultaterne og konsekvenserne af 25. runde af Superligaen:

SønderjyskE-Randers FC 0-2
OB-AC Horsens 2-0
Esbjerg-AaB 1-0
FC Nordsjælland-FC Midtjylland 3-1
Silkeborg IF-FC København 1-0
Brøndby-AGF 3-2

Efter at have været rimelig godt kørende hvad angår spilforslag på det seneste, gik det helt galt hen over påsken, hvor Brøndbys genopståen fra de døde mod AGF blot var en af de episoder, der kom bag på denne Superliga-tipper, som havde sat pengene på uafgjort i den sene mandagskamp. Simon Makienok ville det dog anderledes, da han med få minutter tilbage af kampen på det tomme betonstadion på den københavnske vestegn udnyttede et tummelumsk AGF-forsvar og bankede læderkuglen forbi stakkels Steffen Rasmussen, der ikke havde haft held med at råbe sin defensive kæde op. Mens hjemmeholdets moral og tro på tingene i en ellers ret håbløs situation afkræver respekt, så er det svært at fatte, hvordan AGF kan smide tre point væk efter at have været foran 2-0. Var det det massive pres fra lægterne, der hylede aarhusianerne ud af den? Nej. Var det endnu en sølle defensiv præstation og manglende taktisk forståelse, der gjorde udeholdets mål sårbart? Ja.

BIF var ikke det eneste bundhold, der boltrede sig som et barn, der netop har fået et gigantisk chokoladepåskæg; næ nej, både SIF og EfB vandt såmænd deres kampe. Mest overraskende var de ellers så håbløse silkeborgenseres hjemmebanesejr på 1-0 over rækkens suveræne førerhold og, må vi formode, kommende mesterhold, FCK. Med sit 11. sæsonmål viste Marvin Pourie endnu en gang, at han er en af de dygtigste målræve i Danmark, og som hold viste de rødklædte nedrykningskandidater, at man ikke bare er slagtekvæg efter forrige rundes skandaløse 0-5-kamp mod SønderjyskE. FCK derimod spillede så langsomt i offensiven, at man skulle tro, at Ariel Jacobs havde delt hjemmelavet påskesnaps ud i spillerbussen på vej vestpå. Islandske Ragnar Sigurdsson må i så fald have været den, der tog mest fra, for midterforsvareren formåede på spektakulær vis at brænde flere chancer i én og samme kamp, end han sandsynligvis får i resten af sin karriere.

Sejrene til BIF, SIF og EfB betyder, at midterhold, der hidtil har følt sig rimelig sikre på at have reddet skindet, nu begynder at få klamme håndflader og føler en konstant trang til at kigge sig over skulderen. AGF samt især FC Midtjylland, der faldt sammen i 1-3-nederlaget ude mod FC Nordsjælland, og AC Horsens er de hold, jeg taler om. Alle tre hold tabte i runden, og de to sidstnævnte måtte finde sig i at blive overhalet af de disciplinerede vestjyske styrker i form af Esbjerg, der, for Gud ved hvilken gang, holdt buret rent, samtidig med at man udnyttede modstanderens fejl, da bovlamme AaB blev sendt tilbage nordpå med en iskold 1-0-lussing. Nordjyderne er således det eneste hold i Superligaen, der ikke har vundet i 2013, mens EfB ikke ligner et hold, der har tænkt sig at kigge bagud. Fire kampe, 10 point er det blevet til i år for Jess Thorup & Co. Imponerende uden et angreb, der har den ringeste idé om, hvor målet befinder sig.

Randers FC's udesejr over SønderjyskE var den eneste succesoplevelse for vores spilforslag i denne runde. Dermed droppede Colin Todds oprykkere vanen med kun at ville vinde kampene med ét mål, mens SønderjyskE ikke magtede at følge op på forrige rundes imponerende 5-0-sejr i Silkeborg. Nu så det ellers for en stund så fint ud for de lyseblå sønderjyder, men efter mødet med den randrusianske Pegasus forvandlede Lars Søndergaards mandskab sig igen til en gammel krikke i takt med, at nyhederne fra Brøndby og Silkeborg tikkede ind i løbet af mandag aften.

Til sidst skal det selvfølgelig nævnes, at OB fik årets første sejr ved at besejre AC Horsens 2-0 hjemme i Odense. Dermed kan træner Troels Bech puste ud for en stund efter at have tabt tre og spillet to gange uafgjort i forårets foregående fem kampe. Med de tre point hopper De Stribede kækt op på fjerdepladsen, men med otte point op til RFC på tredjepladsen er det vist de færreste, der tror på bronzemedaljer til holdet fra Ådalen i denne sæson. Hvis Johnny Mølby er ved at udvikle nervøse trækninger, kan vi her på Superligarunden der gak ikke klandre ACH-træneren. At stå i spidsen for et hold, hvis resultater mest af alt minder om en tombolatrækning, må være hårdt for nervesystemet. Holdets defensiv mangler den styrke, der skal til for at få de nødvendige point, når offensiven er så tandløs, som tilfældet er hos Den Gule Fare. Lige nu er det faren for nedrykning, der fylder mest i Østjylland.
 

Fakta om Runde 25 i Superligaen:

- Der blev scoret i samtlige kampe
- Kun ét udehold vandt
- Fire ud af 12 hold holdt clean sheet, heraf tre hjemmehold
- Ingen hold vandt med mere end to mål
- Der blev i gennemsnit scoret 2,5 mål per kamp
- Ingen af kampene endte uafgjort
- Tre ud af seks vinderhold lå under modstanderen i tabellen før rundens kampe 


Klik her for at spille på de kommende kampe i Superligaen hos Unibet.