Superligarunden der gak: Sæsonen skudt i gang med selvmål, overraskelser og tilskuerboom


Der er meget at glæde sig over i Danmark i øjeblikket. Solen skinner stort set uafbrudt, Superligaen er begyndt igen, og tilskuerne strømmer til fodbold i landets bedste række. Der er muligvis en direkte forbindelse mellem det første og det sidste forhold, for fodbold er bare federe at opleve live, når banerne er grønne og himlen blå. Uanset hvad er faktum, at der i den netop afsluttede første runde af sæsonen 2013/14 var mødt over 2.000 flere mennesker frem i gennemsnit til de seks kampe, end tilfældet var i premiererunden sidste år.

De mange tilskuere fik en masse spændende bold at se inklusiv ikke så få artige overraskelser, og det var ikke kun de fremmødte på landets arenaer, der fik fadøllen galt i halsen i den forgangne runde. Denne blogredaktør blev mildt sagt også taget på sengen og ramte for første gang i denne blogs historie forbi med sine spilforslag i samtlige seks kampe. Om det var vores spilforslag, der var helt hen i vejret, eller om man i virkeligheden helt burde holde sig fra at satse på premiererunder, lader vi være op til den enkelte at vurdere.

Vi noterer os, at uforudsigeligheden i Superligaen har nået nye højder, men tillader os at håbe på, at første runde har givet os nogle vigtige pejlemærker, som vi kan bruge til noget, når vi skal forsøge at gætte udfaldet af de kommende runder. Premiererunden i Superligaen 2013/14 kastede følgende resultater af sig (klik eventuelt på kampene for at se de respektive spilforslag):

AGF-FC Midtjylland 0-2
Viborg-Randers FC 2-2
OB-SønderjyskE 1-1
Brøndby-FC Vestsjælland 1-1
AaB-FC København 2-1
Esbjerg-FC Nordsjælland 4-0

Man kunne vælge at gøre sig morsom over det faktum, at sæsonens første mål skulle vise sig at være et selvmål af den ganske klodsede slags. Efter et fint træk uden om en passiv AGF'er sendte FCM's Morten 'Duncan' Rasmussen bolden ind foran mål, hvor stakkels Mikkel Kirkeskov fumlede læderet ind over stregen. 12 minutter spillet. Så var dén sæson i gang. Cirkus Suppe var tilbage på byens græsplæne så at sige, og det ser ud, som om vi hurtigt kan konstatere, at en af klovnene (igen) har entreret manegen iklædt AGF's hvide trøje. FCM ligner derimod ikke et hold, man skal grine ad, og særligt den unge rapfodede Pione Sisto, der scorede det elegante 2-0-mål, ligner en publikumsfavorit hos Ulvene.

Ligesom AGF er OB begyndt, hvor det det stribede mandskab sluttede i den forgangne sæson, og det er bestemt ikke ment som en kompliment. 1-1 mod SønderjyskE er ikke i sig selv en katastrofe, men det var spillet foran de fint opfyldte tribuner i Odense søndag. Gæsterne fra Haderslev dominerede i lange perioder og havde mange nærgående forsøg (bl.a. et par på træværket), og selvom det var for dårligt, at sønderjyderne ikke udnyttede de mange chancer, så må man samtidig også sige, at hjemmeholdets spillere, der i øvrigt virkede trætte og sært uengagerede, var heldige med at få det ene point.

Heldige kan man måske ikke kalde oprykkerne fra Viborg, der overraskende (for os) klarede 1-1 hjemme mod de forsvarende bronzevindere, Randers FC. Ikke desto mindre var RFC foran to gange i kampen (på to perlemål af Ronnie Schwartz) og burde have lukket og slukket i stedet for at lade VFF komme tilbage. Ousmane Sarrs 2-2-udligningsmål i det 88. minut var et studie i inkonsekvent defensivt spil, og den nye RFC-keeper Mikkel Andersen vil næppe være glad for at se målet på tv efterfølgende. Bevar's, det var opportunistisk sparket ind af den tidligere RFC-spiller, men også så langt udefra og så lavt placeret, at gæsternes sidste skanse burde have pareret.

En anden målmand, der nok mødte op til mandagens træning med tømmermænd, er FC Københavns svensker Johan Wiland, som tabte en ellers nem bold direkte ned for fødderne af AaB's Jeppe Curth. Mestrene kom tilbage takket være et småheldigt mål fra backen Pierre Bengtsson, men med 20 minutter tilbage af kampen hævnede hjemmeholdets Søren Frederiksen sig på sin tidligere arbejdsgiver, der ikke havde plads til angriberen i start-11'eren. 2-1 og så var endnu en overraskelse en realitet i premiererunden. Måske bliver sæsonen ikke en dans på roser for Løverne, sådan som vi ellers er mange, der har forudset?

Torne var der massevis af på den rose, FC Nordsjælland plukkede på den jyske vestkyst mandag aften. De forsvarende sølvvindere blev budt velkommen tilbage fra sommerferie af et veloplagt Esbjerg-hold, der sendte fire fladfisk i synet på de kække nordsjællændere, der lignede en flok småfulde badegæster, som kom direkte fra vin og skaldyr ad libitum i Tisvilde. To dobbelte målscorere blev det til for hjemmeholdet, der på effektiv vis fik manet antagelsen om, at der mangler målfarlige angribere i truppen, i jorden. Der er nok en forsvarsspiller eller to (foruden FCN's Ivan Runje), der gyser ved tanken om at skulle løbe om kap med Martin Braithwaite og EfB's nye hollænder Mick van Buren.

Rundens helt store tilskuermagnet finder vi på Brøndby Stadion, hvor kampen mod oprykkeren FC Vestsjælland måtte udsættes et kvarter for at få de sidste besøgende klemt ind gennem tælleapparaterne. Optimismen bobler i Brøndby IF, selvom holdet er sluttet i bunden af landets bedste række to sæsoner i træk, og på trods af at vi endnu har til gode at se, om de nye tider i organisationen også kan omsættes til flydende og succesrigt spil på grønsværen. 1-1 var næppe, hvad størstedelen af de knap 19.000 tilskuere havde håbet og troet på, men vi lader tvivlen komme de blågule til gode en uges tid endnu...
 

Fakta om Runde 1 i Superligaen 2013/14:

- Halvdelen af kampene endte uafgjort
- Der blev scoret i alle seks kampe
- Målgennemsnittet per kamp lå på 2,8
- To ud af 12 klubber holdt clean sheet
- Der var to 1-taller, tre X'er og ét 2-tal
- Tre spillere blev dobbelt målscorer
 

Klik her for at læse blogredaktørens bud på slutstillingen i Superligaen

Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet
 

Tak til SuperStats.dk for relevant statistik