Superligarunden der gak: Superligaens ulidelige uforudsigelighed


Som billedet herover illustrerer, ramte vi et hidtidigt lavpunkt, hvad vores spilforslag angår, i den netop overståede Runde 9 i Superligaen, hvor vi "blev slået tilbage til start" med nul gevinster. Uforudsigeligheden er udtalt, hvilket bekræftes af et kig på stillingen, hvor der kun er fem point mellem nummer 11 og nummer to; det er aldrig sket før efter ni runder. Som et lille kuriosum skal det nævnes, at vi for sjov forsøgte os med en kupon, hvor der blev spillet på de resultater, vi bestemt ikke forventede os af de seks opgør. Her gik tre af kampene hjem...
 

Randers FC - AaB 3-2
FC Midtjylland - Viborg FF 0-0
SønderjyskE - FC Nordsjælland 2-0
AGF - Brøndby IF 1-3
FC København - OB 2-1
FC Vestsjælland - Esbjerg 1-3 
 

Det er egentlig ikke fordi, vi blev vidner til deciderede sensationer i den forgangne runde; snarere var der tale om resultater, der før rundens begyndelse var vanskelige at forudse, hvis man holdt sig til statistikken og de enkelte holds dagsform. Mest overraskende var det vel, at ligaens suveræne førerhold, FC Midtjylland, ikke magtede at slå oprykkeren og lokalrivalen Viborg FF på hjemmebane lørdag. Ulvene havde massevis af store chancer, men Morten 'Duncan' Rasmussen og Danny Olsen var de store syndere foran de til anledningen orangeklædte gæsters mål.

De to europæiske deltagere viste god moral efter imponerende resultater i midtugen i henholdsvis Champions League og Europa League. I Parken kom FC København og træner Ståle Solbakken (billedet herover) ellers skidt fra start mod OB og måtte tilmed se tirsdagens store helt mod Juventus, målmand Johan Wiland, gå skadet fra banen. I anden halvleg formåede Løverne dog at vende tingene og tage den hjemmesejr, der har ladet vente på sig siden midten af marts. OB derimod ligner et hold i noget nær frit fald; De Stribede har nu tabt tre kampe på stribe og ligger nu nummer 10.

Europa League-heltene fra Esbjerg var i modsætning til FCK på fremmed græs i Runde 9, men det hylede bestemt ikke vestjyderne ud af den. Niels Frederiksens tropper, der så flot vandt 2-1 i Liège torsdag, bragte sig foran 3-0 i første halvleg, og selvom hjemmeholdet, FC Vestsjælland, reducerede på et mål, der burde være blevet annulleret på grund af hånd på bolden, var udesejren aldrig i fare. Dermed byttede EfB syvendepladsen ud med en andenplads, hvilket må siges at være lidt af et hop på en mandag aften.

Også Brøndby kunne glæde sig over en udesejr, og selvom holdet fortsat er under stregen ligner vestegnsklubben med to sejre i træk pludselig et hold med tur i den; god timing for et hold, der på lørdag står over for ærkerivalen, FC København, på Brøndby Stadion. 3-1-sejren over ustabile AGF byggede yderligere oven på den selvtillid, som de blågule spillere har båret uden på trøjen de seneste par uger. Det vækker dog bekymring, at klubbens dobbelte målscorer i Aarhus, Simon Makienok, måtte humpe ud med en skade. Hans fravær vil kunne koste dyrt i weekendens derby.

Det hold, der senest har slået BIF, er AaB, men de bolsjetribede nordjyder skuffede fredag på udebane mod Randers FC, der ellers var uden sejr i tre kampe. AaB-træner Kent Nielsen kan ikke være tilfreds med, at Hestene fik lov til at score hele tre gange, selvom hjemmeholdet manglede sin topscorer, Ronnie Schwartz, der afsonede den sidste af to spilledages karantæne. Med sejren fik Colin Todd (billedet herover) og RFC lidt tiltrængt luft til nedrykningsstregen, der nu er tre point væk. AaB derimod måtte mandag se EfB overtage andenpladsen i kraft af en bedre målscore.

De forsvarende sølvvindere fra Farum, FC Nordsjælland, er i dyb krise, hvilket blev understreget søndag, da et karantæneramt SønderjyskE-hold vandt 2-0 i Haderslev. Dermed har Kasper Hjulmands Tigre endnu ikke vundet under fremmede himmelstrøg i denne sæson, hvor det er blevet til fem nederlag i fem udekampe og sølle to scoringer. Det er noget nær uforklarligt, at FCN har ramt muren efter sommerferien. Fraværet af Jores Okore i forsvaret er en del af problemet, men spillerne ser mærkeligt modløse ud på banen, hvor nyindkøbet Joshua John driblede og driblede, men intet fik ud af det.
 

Fakta om Runde 9 i Superligaen 2013/14:

- Én af de seks kampe endte uafgjort - for tredje runde i træk
Målgennemsnittet per kamp lå på 3 hvilket er 0,5 mål over snittet i Runde 8
- Tre ud af 12 klubber holdt clean sheet: FCM, VFF (for anden runde i træk) og SønderjyskE
- Der blev scoret i fem af de seks kampe
- Runden bød på tre 1-taller, ét X og to 2-taller - for anden runde i træk
- Med FCK's sejr har alle hold nu prøvet at vinde på hjemmebane i denne sæson
- FC Midtjylland er fortsat det eneste ubesejrede hold i denne sæson
 

Klik her for at spille på Superligaen hos Unibet 


Tak til SuperStats.dk for relevant statistik