Superligarunden der gak: Topholdene sætter sig i respekt


Fire hjemmesejre og fem gange clean sheet. Årets første spillerunde i Superligaen er overstået, og i store træk kan man sige, at favoritterne levede op til deres navn, selvom weekenden begyndte med en lille overraskelse i form af Randers FC's 3-0-lussing til FC Nordsjælland i Farum. Dermed kom rækkens tre tophold perfekt fra start, da også FC Midtjylland og FC København snuppede tre point og holdt modstanderne fra at score. Med fire rigtige spilforslag ud af seks mulige (hitrate på 67 pct.) kom denne blog også godt i gang med Superliga-året 2015, og i Parken ramte vi sågar resultatet 2-0 til odds 7.50.

FC Nordsjælland-Randers FC 0-3
Silkeborg IF-Esbjerg 1-3 

SønderjyskE-Hobro 1-0 

FC København-FC Vestsjælland 2-0 

AaB-Brøndby IF 1-0
FC Midtjylland-OB 3-0 

Rundens velnok mest imødesete kamp blev spillet søndag aften i Aalborg, hvor de forsvarende danske mestre, AaB, med en god portion marginaler besejrede de blågule gæster fra Brøndby. 1-0-resultatet, der blev sikret i sidste minut af Anders K. Jacobsen, betyder, at nordjyderne hopper op på femtepladsen blot to point efter BIF. Thomas Franks udvalgte var spillemæssigt godt med i kampen, men må sande, at det fortsat kun er blevet til én sejr i ni udekampe i Superligaen i denne sæson. Drømmen om en plads i top-3 er falmet gevaldigt for BIF på grund af dette nederlag.

Et andet hold, hvis håb om at kunne hænge på topholdene også led et alvorligt knæk i den forgangne runde, er FC Nordsjælland. Farum-klubben har mistet en håndfuld erfarne profiler i vinterens løb, og de nye navne formåede slet ikke at løfte opgaven fredag aften på kunstgræsset mod Randers FC, der omvendt bare bliver ved med at imponere. Hestene fra Kronjylland har rækkens bedste defensiv (11 indkasserede mål), og med 3-0-sejren viste Colin Todds mandskab, at offensiven også er skarp. Det ligner starten på et ganske trist forår for FCN'erne.

Om det bliver et trist forår for FC Vestsjælland, er ikke sikkert, men Vikingerne kunne som forventet ikke stille meget op på udebane mod et af rækkens mest formstærke hold, FC København. 2-0 vandt københavnerne på to scoringer af backerne Høgli og Augustinsson, og i det hele taget har Ståle Solbakken meget at takke sit forsvar for i denne sæson, hvor angriberne har haft anderledes svært ved at sætte sig igennem. FCK har nu holdt buret rent i fem ligakampe i træk, mens FCV ikke har vundet i de seneste seks opgør.

I Odense var man sikkert ganske tilfredse med FCK's sejr, der betyder, at OB holder afstanden ned til stregen på fire point. De færreste - måske ikke engang De Stribede fra Fyn - troede for alvor på, at FC Midtjyllands guldfavoritter ville dumme sig på eget græs mod et OB-hold, der ganske vist har vist fremgang under Ove Pedersen, mens som fortsat kun har vundet to ud af sæsonens hidtil 10 udekampe. Selvom nyerhvervelsen Martin Pusic startede på banen, så viste Morten 'Duncan' Rasmussen sit værd, da han erstattede sin angrebsmakker og efterfølgende gjorde det til slutresultatet 3-0.

SønderjyskE viste med 1-0-sejren hjemme mod Hobro, at de lyseblå fra Haderslev heller ikke denne sæson har tænkt sig at forlade Superligaen. Det lignede længe en af de pointdelinger, som Lars Søndergaards mandskab har specialiseret sig i, men med to minutter tilbage af kampen tog den indskiftede Silas Songani sagen i egen hånd og bankede opgørets eneste mål ind bag gæsternes keeper. Resultatet betyder, at de to jyske klubber bytter plads, og at oprykkerne fra HIK dumper ned på niendepladsen, hvor de blågule trods alt kan glæde sig over, at der kun er én nedrykningsplads at spille om ...

... det har oprykkerkollegaen Silkeborg IF nemlig sørget for ved at levere det, der indtil nu kan kaldes den mest kummerlige Superliga-sæson i mands minde. De rødhvide var ikke i nærheden af at få point mod Esbjerg i lørdagskampen, som gæsterne fra Vestjylland vandt 3-1, og dermed står SIF stadig noteret for fire point efter 18 spillerunder. Ingen har fantasi til at forestille sig, at Kim Poulsen kan redde klubben fra en retur til 1. Division, og der er næppe heller nogen, der tror, at EfB er nedrykningstruet, selvom syvendepladsen er under lavmålet for en klub med Esbjergs kvaliteter.

LÆS MERE: Følg vores omfattende blogdækning af Superligaen!