Thomas Delaney: God lir at vinde mesterskabet på Brøndby Stadion


Søndag aften kan FC København sikre sig sin 34. sejr i Superligaen over Brøndby, men det vil i givet fald ikke være en hvilken som helst én af slagsen. Tre point mod ærkerivalen vil denne gang være lig med det 10. danske mesterskab til Løverne og samtidig forværre BIF's situation i bunden af landets bedste række, hvor de blågule i øjeblikket ligger på 10. pladsen à point med AC Horsens på den 11. plads, der er lig med 1. Division efter sommerferien.

Så kan tingene næsten ikke sættes mere på spidsen forud for et opgør, der i forvejen er fyldt med historie, rivalisering og for en del mennesker noget, der vel godt kan karakteriseres som had. Det seneste eksempel så vi i efteråret, da BIF på den samme bane, som der spilles på søndag aften, slog FCK ud af pokalturneringen, hvorefter en del af hjemmeholdets tilhængere stormede banen og angreb udebanetilhængernes afsnit. Det optrin skulle efterfølgende føre til kampe for tomme tribuner på Brøndby Stadion.

Én af de spillere, der kender alt til forholdet mellem FCK og BIF, er københavnerdrengen Thomas Delaney, der for knap fire år siden allerede som 17-årig blev indlemmet i FCK's førsteholdstrup efter at være opvokset som fodboldspiller i moderklubben KB's ungdomsafdeling. Siden dengang har Delaney spillet sig tættere og tættere på en stamplads hos hovedstadsklubben, hvor han har vekslet mellem at spille på den centrale midtbane og på venstre fløj.

"Det vil være rigtig sjovt at vinde mesterskabet på Brøndby Stadion. Selvfølgelig vil jeg også gerne vinde det i Parken, men hvis det nu skal være på udebane, så tager jeg det gerne på Brøndby Stadion. Det er selvfølgelig god lir at slå vores gamle udfordrer, og det tror jeg også, fansene vil have det meget godt med", siger Thomas Delaney til Unibet.

Og det er ikke kun på Superliga-niveau, at den bitre rivalisering mellem FCK og BIF stortrives. Ned gennem begge klubbers ungdomsafdelinger hersker der en stemning af antipati over for modparten, hvilket går i blodet på en knægt, der har trådt sine børnefodboldstøvler på Peter Bangs Vej:

"Som opflasket i FCK og KB får man et særligt forhold til Brøndby. Det er de værste, og det er de kampe, man helst vil vinde. Jeg husker det mest fra dengang, jeg spillede junior- og ynglingekampe mod BIF. Der var altid mange mennesker", fortæller Thomas Delaney og fortsætter:

"Nogle gange følte vi, at vi spillede en slags optakt, hvis de nu spillede søndag, og vi spillede lørdag. Når der er 1000 mennesker til en junior- eller ynglingekamp, så føler du lige pludselig, at du spiller Champions League-finale. På den måde var det altid noget særligt at spille mod Brøndby. Men det var lige så meget det, vi så i tv: At vi var FCK, og de voksne FCK'ere hadede de voksne brøndbyere, og derfor hadede vi også de små brøndbyere. Du modtager bare, hvad du nu får at vide. Så jo, selvfølgelig bliver man påvirket".

Over 2.500 FCK-tilhængere har i skrivende stund sikret sig billet til kampen søndag aften på den københavnske vestegn, og hjemmeholdets fans vil gøre alt for at undgå synet af mesterskabsfejrende spillere i hvide trøjer på deres grønsvær. Selv en inkarneret FCK'er som Thomas Delaney understreger dog, at man sagtens kan have et rationelt forhold til klubbernes rivalisering:

"Vi spillere har det fint med hinanden. Brøndby har et ungt hold, og jeg har spillet sammen med rigtig mange af de unge drenge derude, og de er nogle gode fyre. På banen er vi ikke venner, men vi har ikke noget problem med hinanden. Man kan ikke sammenligne fansene med spillerne, for det går ikke at gå og hade hinanden på banen. Men der er jo kæmperivalisering, når vi spiller, og det kommer af fansene og mediernes dækning af det. Men efter kampen har vi det fint, og jeg snakker også med nogle af dem jævnligt", slutter det 21-årige FCK-talent.


Klik her for at spille på New Firm mellem Brøndby IF og FC København hos Unibet