UNIBET INSIDE med Jesper Juelsgård: Vi er for gode til at rykke ned


Hej alle sammen

Mit navn er Jesper Juelsgård, og jeg er venstre back hos FC Midtjylland. Jeg har spillet i klubben i godt og vel 11 år nu, så man kan nok sagtens sige, at det efterhånden er hjerteklubben. Selvom en lille by i Vestjylland var der, jeg startede med fodbolden, fylder FCM rigtig meget hos mig.

Jeg valgte for ikke særlig lang tid siden at forlænge min kontrakt til udgangen af 2014. Der var mange ting i tankerne angående forlængelsen. Som jeg sagde før, så er FCM hjerteklubben. Jeg er den slags person, som gerne vil have ro på tilværelsen, og det hjælper den her forlængelse mig til at få.

Min ambition og drøm er at komme til udlandet, og der vil nogen nok påstå, at en forlængelse hindrer det en smule, men sådan ser jeg ikke på det. Med min underskrift på den nye kontrakt giver det mig tid og ro til at vælge det rigtige for mig og mine nærmeste. Så når det bliver min tur at komme til en ny liga, bliver det på det rigtige tidspunkt og forhåbentligt til den rigtige klub.

I Superligaen, hvor vi nærmer os slutningen af sæsonen, ligger vi desværre i den nederste halvdel. Det var selvfølgelig ikke målet, da vi startede sidste sommer, men efter nogle mindre gode kampe ligger vi, hvor vi gør. Så hvor målet tidligere var fodbold i Europa, står vi i en situation, hvor ambitionen lige pludselig er overlevelse - et helt nyt begreb i FCM, som klubben, spillerne og staben helt sikkert vil lære rigtig meget af, og som vil give en ballast, der kan bruges i fremtiden.

Vi er startet rigtig godt her i det nye år, og min ærlige mening er, at vi er for gode til at rykke ned. Vi har en rigtig god trup, som efter min mening skulle ligge i den øverste halvdel, men desværre har vi ikke vist, hvad vi står 100 pct. for endnu. Men læringen, som holdet får efter det her år, bliver grundstenene for næste sæson. Det er jeg ikke i tvivl om.

Jesper Juelsgård
 

Tror du også, at FCM overlever? Klik her for at spille på nedrykningskampen i Superligaen hos Unibet.