Youssef Toutouh: Champions League er det største i mit liv


"Det var helt klart det største i mit liv. Det var helt hjernedødt".

Mindre kan ikke gøre det. 21-årige Youssef Toutouh startede overraskende inde for FC Københavns danske mestre, da Løverne tidligere på måneden mødte Real Madrid på fodboldkatedralen Santiago Bernabeu, og før kampen onsdag aften i Istanbul mod Galatasaray sidder følelsen stadig i ham.

"Det var helt klart det hidtidige højdepunkt for mig at starte inde i Madrid, og jeg tror også, at det bliver det største", siger Youssef Toutouh i en stille stund på FCK's træningsanlæg på Frederiksberg til Unibet.

"Det kom meget bag på mig, at jeg skulle starte inde. Jeg fik det at vide dagen før. Jeg snakkede med Ståle (Solbakken, red.), og det gav mig lige lidt selvtillid at få støtte fra træneren, der fortæller én, at man ikke skal være nervøs. Dagen før prøvede jeg at glemme, at jeg skulle starte inde, men det kunne jeg ikke. Jeg var glad, jeg var spændt, og jeg glædede mig så meget".

Den teknisk dygtige U21-landsholdsspiller, der har netop Real Madrid som sit yndlingshold i udlandet, gav prøver på sine sparkeevner, da han reducerede til 2-3 i udekampen mod Brøndby for en lille måned siden. I Superligaen har det dog knebet med spilletid for Toutouh, der indtil videre kun har fået seks indskiftninger i denne sæson.

Ikke mindst set i det lys kom startpladsen i den spanske hovedstad bag på mange, og selvom cheftræner Ståle Solbakken endnu ikke ligner en mand, der har fundet sin endelige favoritkonstellation i offensiven, så starter den tidligere B93-, Hvidovre- og Esbjerg-spiller sandsynligvis på bænken i FCK's tredje gruppekamp i Tyrkiet onsdag aften.

"Man skal selvfølgelig altid tro på mere succes", siger Youssef Toutouh om udsigten til fremtidens meritter og fortsætter:

"Mit mål har altid været at få mit gennembrud i FCK. Det er min yndlingsklub; det er her, jeg er vokset op, og det er den klub, jeg har fulgt hele mit liv. Så hvis jeg kan få mit gennembrud her, ville det være helt fantastisk".

Før mødet med Sneijder, Drogba, Yilmaz & Co. kan Toutouh og resten af folkene omkring FCK konstatere, at man efter to runder i Champions Leagues gruppe B ligger side om side med de tyrkiske mestre, mens Juventus, der tirsdag besøger Madrid, blot er ét point foran.

Real ser ud til at være stukket af i toppen efter to overbevisende sejre på 6-1 og 4-1 over henholdsvis Galatasaray og FCK, og selvom københavnerne endte med at få noget nær en kongelig lussing i den spanske hovedstad, så gav kampen smag på mere:

"Vi kan tage rigtig meget med fra kampen mod Real. Vi skabte en del chancer og spillede en god time, hvor vi står rigtig godt på banen og lukker ned for nogle af de største spillere i verden", siger Youssef Toutouh, efter at det lykkedes danskerne at holde spanierne på 1-0 indtil det 65. minut.

"Man kunne selvfølgelig godt mærke, at det ikke er et Superliga-hold, man møder - også fordi det går så hurtigt, og fordi man ikke har så meget tid, som man normalt har i Superligaen. Men efter fem minutter glemte jeg, at det var Real Madrid, jeg stod over for. Man er altid nervøs, når man er en ung spiller, men man skal bare gå ind og nyde det, og det gjorde jeg også".

"En drøm der går i opfyldelse", kalder Youssef Toutouh det pludselig at spille Champions League, efter at han i næsten hele sidste sæson var lejet ud til FCK's Superliga-konkurrenter Esbjerg.

"Man er vant til at se de største stjerner på fjernsyn. Jeg følger dem på Instagram, og så lige pludselig står jeg der over for dem", siger han og fortæller, at han kortvarigt gik i chok, da han så det ene storhold efter det andet komme op af hatten ved årets Champions League-lodtrækning:

"Jeg havde måske også håbet på at trække PSG og Zlatan Ibrahimovic, men man må tage det, man kan få", siger den unge københavnerknægt med et smil.
 

Tror du, at Toutouh og FC København kan overraske i Istanbul onsdag? Se Unibets odds her!