Sydamerikanske kulthelte (1. del): Edmundo - manden de kaldte "Dyret"


Kendetegn 

Der var de vilde øjne, og der var motormunden med den rappe replik hos angriberen, hvis eksplosivitet med bolden ved fødderne nærmest kun blev matchet af ... ja, eksplosiviteten i et hvert andet aspekt af hans liv. Den slags fodboldspiller som du helt, helt sikkert hader, med mindre han spiller for dit eget hold - i hvilket tilfælde du sikkert tatoverer hans navn hen over din brystkasse. Og din ryg.  

Karrieren i fem trin


1. Edmundo bragede ind på scenen med Vasco da Gama i 1992, men der gik ikke længe, før Palmeiras nappede ham. Takket være et lukrativt partnerskab med den italienske fødevarekoncern Parmalat fik Palmeiras hurtigt valuta for sin investering på to millioner dollars i form af to brasilianske titler i træk. "Han satte ild til det hold", udtalte den tidligere brasilianske stjerne Tostão.

2. Mål var der masser af fra Edmundo, men selv i en ung alder tiltrak han også kontroverser som en magnet. Hvad end det så gjaldt at sparke til tv-kameraer, håndgemæng med forsvarere eller obskøne tegn til modstandernes fans, var Edmundo en veritabel overskriftsgenerator, og Palmeiras-supporterne elskede ham. Lige indtil de ikke gjorde. Efter en serie af sammenstød med holdkammerater blev der grædt tørre tårer, da han forlod klubben.

3. Snart var han tilbage i Vasco igen og i færd med at gøre, hvad han gjorde bedst: score mål. Han reddede Rio-klubben fra nedrykning i 1996 og fulgte op med 29 scoringer inklusiv et berømt hattrick mod de bitre rivaler fra Flamengo (se video nedenunder), da Vasco vandt titlen året efter. Der var bred enighed om, at det var Edmundos bedste sæson i karrieren. 


4. Det var også i denne periode, at han tog sig bedst ud i nationaldragten. Han havde ellers tidligere haft ry som en "lige-ved-og-næsten"-mand, når han tørnede ud for landsholdet, men han var i startopstillingen under den succesfulde Copa América-slutrunde i 1997 og scorede endda i finalen mod Bolivia. 

5. De følgende år bragte sæsoner af varierende succes med sig inklusiv et skifte tilbage til Palmeiras for ikke at tale om et par år i Japan. Den mest mindeværdige sæson var dog nok den, han tilbragte i Fiorentina i et fint partnerskab med Gabriel Batistuta. Det kunne aldrig vare ved, og ikke uventet røg Edmundo i clinch med træner Giovanni Trapattoni på sidelinjen, ligesom han irriterede tilhængerne ved at rejse hjem til Brasilien i forbindelse med karnevallet. Ikke desto mindre huskes han med glæde i Firenze. 

De bedste tider


Han har sikkert spillet bedre kampe, men hvad global opmærksomhed angår, er der intet, der slår hans hattrick mod Manchester United ved VM for klubhold. Edmundo havde et had/kærlighedsforhold (mest had) til Romário, men parret var uden for rækkevidde den eftermiddag på Maracanã. Gary Neville har sandsynligvis stadig mareridt om dem. 

De værste tider

I 1999 blev Edmundo idømt fire års fængsel for sin andel i en bilulykke med dødelig udgang tilbage i december 1995. Den Jeep Cherokee, som han var føreren af, bragede sammen med en Fiat i Rio de Janeiro, hvilket kostede tre mennesker livet, hvoraf to af dem sad i Fiat'en. Efter et længerevarende juridisk slagsmål lykkedes det Edmundo under store kontroverser at undslippe en lang fængselsdom, men han indrømmer selv, at ulykken havde en stor effekt på ham. "Den ændrede mit liv radikalt", fortalte han bladet Istoé i 2011. "Jeg blev et bedre menneske med andre og sundere værdier."

Ikke desto mindre blev han sidste år anholdt for spritkørsel i Rio. 

Øgenavn


Det var den legendariske brasilianske kommentator Osmar Santos, der i 1993 første gang kaldte Edmundo O Animal (Dyret) under en kamp mellem Palmeiras og Guarani. Navnet antydede angriberens appetit for det primale, men det er dog også værd at notere sig, at tilnavnet i al almindelighed ofte bruges som en kompliment i Brasilien.

Den dobbelte betydning gik dog ikke hen over hovedet på spilleren selv. "Selvfølgelig følger der både positive og negative associationer med det øgenavn. Sammenlignet med andre øgenavne som "Fænomenet" eller "Kejseren" kunne det godt have en tvivlsom klang, men mit er unikt og for at være ærlig, har det aldrig generet mig", har han selv udtalt. 

Godt det samme, for navnet passer perfekt til ham.  

Udenomsaktiviteter

Hvor skal vi starte? Måske det er bedst at starte med abebilledet; i 1999 betalte han et cirkus for at komme og optræde til sønnikes fødselsdag. Hele cirkusset, komplet med optrædende dyr, og hvad har vi, kom hjem til Casa Edmundo for at levere sit show. Edmundo faldt undervejs for en chimpanse ved navn Pedrinho og gav den en tår øl. 



En hurtig fotograf fangede øjeblikket, og billedet gik viralt (eller hvad den slags hed i 1999) medførende forståelig vrede hos diverse dyrerettighedsgrupper, og det var på et tidspunkt endda på tale at retsforfølge Edmundo. Han hævdede senere, at glasset ikke havde indeholdt øl, men i stedet den nærmest katastrofalt sukkerholdige brasilianske sodavand Guaraná. Hvis det var tilfældet, er det eneste, der har lidt overlast, sandsynligvis Pedrinhos tænder.

Herefter stod den på hiphop og et nummer indspillet med den gamle ven/fjende Romário. I kan sikkert selv oversætte titlen.


Også skuespillet forsøgte Edmundo sig med. I 1994 havde han en lille rolle i en teater-produktion i São Paulo ved navn "Lej en kæreste". Hans eneste replik i forestillingen var den udødelige "hey, hvordan går det?".

Desværre fik han kun yderligere mulighed for at udstille sine evner som skuespiller flere år senere i MTV-æraen, da han medvirkede i denne reklame for Cherry Cola. Ikke desto mindre: hvilken præstation!


Nøglecitater

Om at spille for Cruzeiro mod Vasco: "Jeg håber ikke, jeg scorer et mål. Hvis det sker, vil det være ren professionalisme. Der vil ikke være nogen fejring. Jeg er Vasco-supporter og jeg fejrer ikke nederlag".

Om sine to favoritklubber: "Jeg elsker Vasco som min mor. Jeg blev født dér. Palmeiras er som min kone. Jeg kan ikke sige, om jeg elsker min kone eller min mor mest".

Om sin genforening med Romário hos Vasco: "Jeg troede, han havde forandret sig, men han er stadig den samme selviske fyr, der udelukkende tænker på sig selv".

Om penge:



"Jeg siger altid, at jeg tjener mere, end jeg behøver og mindre, end jeg fortjener."

Sidst set

Som kommentator. Edmundo tilbrage seks år som kommentator for Rede Bandeirantes, før han skiftede til Fox Sports grundet uenighed om lønnen. Der har været lejlighedsvise kontroverser; han udsendte eksempelvis en offentlig undskyldning til den tidligere Palmeiras-træner Marcelo Oliveira efter et heftigt udfald.


Vidste du at?

Tilbage i 1997 betalte han selv lønnen til holdkammeraten og frisparkseksperten Juninho Pernambucano for at glatte tingene ud i en strid mellem Juninho og klubbens koleriske præsident Eurico Miranda. 

"Han var blevet udtaget til landsholdet, og han spillede ikke godt for Vasco", fortalte Edmundo sidste år til Fox Sports. "For at straffe ham udbetalte Eurico ikke hans løn. Han betalte alle andre, men ikke Juninho. Han var rasende. Vi havde en svær kamp om søndagen, så om fredagen trak jeg ham til side og gav ham min check."

Historien melder ikke noget om, hvilke renter der blev lagt på lånet, men vi antager, at Edmundos renommé var nok til at sikre en forholdsvis hurtig tilbagebetaling.