Joey Barton: Fodboldens evighedsstudent


Joey Barton er måske ikke på vej til Marseille, men han bliver helt sikkert ikke i Queens Park Rangers meget længere. Med tanke på at han er faldet i unåde her i landet, virker det sandsynligt, at han vil forlade England på et tidspunkt i den nære fremtid. Hvad mig selv angår, vil jeg komme til at savne ham. Han er en sjælden påmindelse om en type, vi ikke har set i snart 20 år. Han er en studerende.

Der findes ikke rigtig studerende længere – ikke siden 1990’erne, da de lod folk som mig komme ind på universitetet. Det, der tidligere var en andedam for goth’en og emo’en, poeten og den pseudointellektuelle, minder nu mere om en feriekoloni for forstadsunger, wannabe-it-piger og de håbløst stupide. Barton, derimod, er et ekko fra en mere moden tid. Han burde egentlig sætte plakater af Joe Strummer op på sin væg med tyggegummi, betale for sine drikkevarer med små mønter og forføre den letpåvirkelige med sit flygtige kendskab til Friedrich Engels værker.

At være studerende har aldrig handlet om, hvor klog du var. Det handlede om, at lade andre vide, hvor klog du var ved konstant at citere døde filosoffer eller tekster fra pladeomslag. Jeg tror, vi kan blive enige om, at Barton gør sig til på dette felt. Som hos enhver førsteårsstuderende består hans uddannelse udelukkende af variationer fra ’chokoladeæsken’. Han stjæler de fyldte citater, der er nemme at huske, og efterlader den tidskrævende bredere læsning, de hårdere karameller, på bunden af æsken. Efter en række tweets med George Orwell-tema fra Barton lod journalist Henry Winter en uskyldig bemærkning falde om hans tilgang til karrieren, ”The Road to Wigan Pier”, et af Orwells mindre kendte, men stadig relativt berømte værker. Barton fangede den ikke.

Det skyldes, at Barton, ligesom mange studerende, ikke er helt ligeså begavet, som han tror, han er. I en artikel for nylig på hans nye hjemmeside, lader han til at støtte vidtrækkende reformer af injurielovgivningen og fryder sig over udvidelsen af ytringsfriheden, mens han modererer sin begejstring med synspunktet om, at nogle begrænsninger må bevares for at undgå misbrug. Såsom … øhm … injurielovgivningen måske?

Mysteriet består i, hvorfor vi nogensinde tænkte, at dette var et problem. At være stridslysten og bidende, at benytte sig af en rotte-agtig listighed og desperate genveje for at fremme egne interesser; dette er noget, de fleste sportsjournalister kender. Den eneste forskel er, at de snakkende hoveder i medierne kunne begå deres fejltagelser under relativt private former i studenterforeningens bar og i deres røgfyldte kollegieværelser. Barton kunne ikke citere The Smiths og Nietzsche i Manchester Citys omklædningsrum, for den slags fører til, at dit hoved ender i toilettet. Men hvorfor skulle han dog ikke læse bøger? For at den gennemsnitlige fodboldspiller bliver betragtet som åbensindet, kræver det blot, at vedkommende har spist et andet sted end Nandos (international kæderestaurant, red.), i de seneste seks måneder. Bartons insisteren på viden burde blive hilst velkommen – ikke hånet.

Som briter afskyr vi naturligvis ideen om, at nogen forsøger at svinge sig selv fra en demografisk gruppe til en anden. Fodboldspillere fra arbejdsklassen bør ikke læse Kierkegaard, selvom det blot er hans side på Wikipedia. Vi så eksempler på dette tilbage i 90’erne med Tony Adams, hvis forsøg på at skrive poesi og spille klaver blev mødt med udbredt latter. Husk på, at disse små kulturelle opblomstringer hjalp ham til at bejle til Caprice (model og skuespillerinde, der datede den tidligere Arsenal-forsvarer, red.), så man kan vist roligt sige, at han lo sidst, hvad det angår.

Det kan godt være, du ikke bryder dig om Barton på grund af hans fortid som slagsbror eller hans nutid som slagsbror; du kan kritisere ham for ikke at føre sin form fra Newcastle videre til Queens Park Rangers; men der er noget sølle ved at klandre ham for hans intellektuelle nysgerrighed.

Så held og lykke, Joseph, hvor end livet bringer dig hen. Det bliver ikke Marseille, men op med humøret. Hvis ingen snupper dig inden fredag, kan du altid blive lånt ud til Stalybridge Polytechnic, hvor du kan forsøge dig med en bachelorgrad i filosofi og kunsthistorie.