Old Europe: Fodboldrevolutionens næste slagmark


”That’s Old Europe”.

Således bramfrit omtalte den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld tilbage i 2003 Tyskland og Frankrig på en pressekonference med henvisning til, at det var disse to lande, der ikke syntes det var en superfed idé at gå i krig i Irak.

Formuleringen er sidenhen blevet ”vendt om” i netop Frankrig og Tyskland, hvor den selv i dag bruges på en sarkastisk måde, der kan referere til en højere moralsk integritet. Netop fordi det måske ikke var en særlig god idé at gå i krig - især ikke når de masseødelæggelsesvåben, man brugte som påskud, ikke fandtes i virkeligheden.

Men Old Europe kunne i grunden også bruges til at beskrive en model for fodboldklubber, der er under pres. For som de første kapitler i denne føljeton har vist, er det nu ikke længere lokale konkurrenter, de europæiske klubbosser er oppe imod, men derimod stenrige oligarker og sheiker, der køber sig vej til succes.

Premier League i England er blevet den første slagmark for disse rigmænd, men især Frankrig kunne gå hen og blive den næste – i hvert fald hvis mønstret fra England fortsætter.

I Frankrig, Italien og andre europæiske lande har der i årtier været tradition for, at kærligheden til en klub går i arv. Dette fænomen er i særlig grad interessant, når det er hovedrige familier, der er tale om. Den slags findes således stadig rundt omkring i Europa i rigt mål.

Det handler om familieformuer – om Old Money – og så et langt tilhørsforhold til én bestemt klub. Man kan tale om en slags europæisk old school, når det gælder det at eje fodboldklubber. Det er på mange måder det system, der gradvist er blevet ødelagt i Premier League, og som nu kun eksisterer i de lavere divisioner - med et par undtagelser, men dem vender vi tilbage til.

Vi skal på en rundtur på kontinentet, hvor mange af de gamle magthavere er under pres fra oligarker og oliesheiker, selvom man ikke skulle have troet det muligt bare for få år siden. De mennesker, vi her taler om, har nemlig endog meget dybe lommer; som regel i form af familieformuer, der er opbygget over mange år.


Fælles for De Gamle Penge er, at de hører uløseligt sammen med en fodboldklub i deres lokalområde.
Europæisk fodbold er om ikke decideret ensartet så i hvert fald relativt ensartet i sin opbygning: Klubberne var enten medlemsejede, eller også var der en lokal rigmand, som stod i spidsen for klubben og sørgede for at holde økonomien nogenlunde under kontrol.

Derudover var det som regel et spørgsmål om held, hvorvidt den ene eller anden region var så heldig at have den rette rigmand inden for sine grænser – en rigmand, der vel at mærke gik op i fodbold. Sådan var engelsk fodbold i mange år – indtil Premier League blev ”selvstændig” i 1992 takket være den historiske tv-aftale med Murdochs b-sky-b.

Især i Sydeuropa er denne tradition stadig den gængse, og det er derfor, vi skal omkring lande som Frankrig og Spanien, når der skal kastes et blik på, hvordan The Old Europe har klaret sig.

Med oligarker, sheiker og amerikanernes ankomst er der i de seneste 15 år blevet vendt op og ned på virkeligheden i Fodbold-Europa. Vi er endt i en situation, hvor det i de fleste ligaer rent faktisk kun er 2-3 hold, der kan gøre sig realistiske forhåbninger om at erobre mesterskabet og pladserne i Champions League – og penge er en stor del af det regnestykke.

Fodboldens jetset udkæmpede ikke kun slagene på banen, men også i tabloidaviserne og i de almindelige nyheder. Det var familier, der i mindre målestok end i dag ville bruge fodboldklubberne til branding og selvpromovering, men også familier, hvor hjertet rent faktisk bankede for den rigtige trøjefarve.

Dynastierne er i imidlertid i færd med at drukne under det massive økonomiske pres, som især sheiker, oligarker og amerikanske rigmænd lægger på fodboldsporten i Europa. Mere end nogensinde handler det nu om at kunne matche modstanderne finansielt, hvis man vil have en chance for at vinde et af de vigtige trofæer. Og hvis man vil vinde det vigtigste af dem alle - nemlig pokalen med de store ører - så er det nærmest et krav, at man har milliarder på bankbogen.

Det har de fleste af de ”gamle” ejere, men de er bestemt ikke så villige til at bruge løs af pengene, som de nyankomne oligarker eksempelvis er.


Desuden er der jo lige det ved det, at man kan få et tilbud, der ganske enkelt ikke er til at afslå - især ikke hvis det kommer fra nogle mennesker, der er meget opsatte på at vinde for enhver pris.

Den gamle europæiske fodboldorden er på mange måder presset. Uanset hvor realistiske ambitionerne i en region end er, så har begivenhederne i klubber som Manchester City, Shakhtar Donetsk og Paris SG sat sig deres spor: ”Vi vil også købe os til succes”, er det fristende at udbryde.

Hvis de gamle familiedynastier rundt omkring i Det Gamle Europa ikke kan eller vil følge finansielt med, så er mange fodboldtilhængere klar til at træde til, når den finansielle revolution pludselig viser sig i form af en russer, en araber eller en amerikaner.

Med Abu Dhabis opkøb af PSG og Dmitri Rybolovlevs køb af Monaco ligner Frankrig den næste store slagmark i fodboldrevolutionernes tid.