Old Europe: Hestekuren i Lyon


I Frankrig er gamle storklubber som Lyon og Marseille kommet under massivt pres, efter at en oliesheik har købt Paris SG og en oligark Monaco. I de seneste 20 år har det været de to førstnævnte klubber, der har domineret fransk fodbold, hvilket blandt andet skyldtes de rige familier, der i årevis stod bag holdet på banen. Et skoleeksempel finder vi Frankrigs næststørste by, Lyon.

I Lyon er det Jean-Michel Aulas, der har ejet klubben siden 1987, og han har brugt den samme forretningsmodel gennem alle årerne med succes – i hvert fald indtil finanskrisen ramte i 2008.

Aulas er født i byen L'Arbresle 20 kilometer nordvest for Lyon, så han er et produkt af lokalområdet. Hans plan var – dengang som nu – at gøre Lyon til en magtfaktor i både fransk og europæisk fodbold. Da Aulas kom til, lå Lyon stadig i Ligue 2, men det ændrede sig snart, da den velhavende finansmand revolutionerede fransk fodbold med sin målrettede strategi.

Mellem 2002 og 2008 var det Lyon, der var kongerne af fransk fodbold, hvilket var en konsekvens af det system, som var bygget op gennem det første årti under Aulas’ ledelse. Lyons rekord med syv mesterskaber på stribe er i den forbindelse stadig rekord i de store ligaer i Europa.

Ikke nok med at Lyon var et powerhouse i Frankrig: Klubben var også en veritabel talentfabrik med navne som Florent Malouda, Karim Benzema, Michael Essien (billedet) og Sidney Govou på samvittigheden.
Lyons og Marseilles krise hænger sammen med finanskrisen, eftersom begge klubber er en integreret del af forretningsimperier.


Hvor Lyon før i tiden havde råd til at brænde massevis af millioner af på nye spillere op til hver sæson, er strategien nu skiftet til at gå efter transferfrie spillere og gode tilbud på især unge navne - ikke just det, Aulas var vant til, men han har vist sig som en mand, der kan skifte strategi, når det er nødvendigt. At skulle slås finansielt med PSG og Monaco er ganske enkelt ikke muligt længere.

En konsekvens af finanskrisen var blandt andet, at den løntunge trup skulle slankes, og her var Aulas ikke bleg for at være manden, der selv svingede øksen over spillere som Kim Källstrøm og Cris - beslutninger der ikke var populære hos mange fans (eller i spillertruppen), men som ikke desto mindre var en nødvendighed.

Aulas har nok mistet nogle venner i løbet af processen, men man må give ham, at han har holdt kursen internt: Dyre spillere er blevet marginaliseret i truppen, så de selv ville væk, eller også er de blevet solgt, når tilbuddet kom. Deres pladser på holdet er efterfølgende gået til spillere fra klubbens eget akademi eller til nogle af de relativt billige indkøb, som blev foretaget især i Ligue 2.

Men når Aulas kan slippe godt fra at gennemføre en slankekur i en klub af Lyons størrelse og med dens selvopfattelse, hænger det naturligvis sammen med, at han om nogen er manden, der er ansvarlig for klubbens succes i dens nyere historie, og at han har et ubetinget tilhørsforhold til klubben.

På den måde er Aulas en hård leder, der gør hvad der er nødvendigt, og som ikke giver sig til at slås med de to nye stormagter i Frankrig, PSG og Monaco.

Da han overtog klubben i 1987, skete det på et tidspunkt, hvor holdet var tynget af gæld, og hvor risikoen for konkurs truede. Men under Aulas’ ledelse blev roret svinget rundt, så klubben tyve år senere var blevet en magtfaktor - også i Europa. Af samme grund kan man i Rhône-området ikke se andre ledere, der er ”rigtige” for Lyon - det skulle da lige være en sheik…

Men Aulas er lige så meget fodboldmand, som han er forretningsmand, hvilket ingen i Lyon glemmer. Og så er han aldrig gået af vejen for et godt slagsmål.

Lige inden finanskrisen ramte, var Lyon godt i gang med at bruge løs - som de plejede - på den kommende sæsons Ligue 1-profiler: Kader Keite, Jean Makoun og Ederson blev hentet og da den ottende titel på stribe kiksede i 2009, var reaktionen, at der måtte endnu bedre spillere til. Michel Bastos, Bafetimbi Gomis og Lisandro Lopez var nogle af dem, der kom til, da Lyon i 2009/10 brugte 540 millioner kroner på transferaktivitet. Året efter købte man Yoann Gourcuff (billedet herunder) for over 170 millioner og gav ham en årsløn på 33 millioner.


Samtidig skulle flere kontrakter med bærende spillere genforhandles, og de blev forlænget mod klækkelige lønstigninger, der kunne matche førnævnte Gourcuff. Heri lå problemerne for Lyon, for da det ikke blev til et nyt mesterskab, rokkede det ved et af fundamenterne ved klubben: At kunne købe (relativt) billigt og sælge tilsvarende dyrt.

Keita røg til Galatasaray for det halve af, hvad Lyon havde betalt for ham, mens Makouns transfer til Aston Villa også var en underskudsforretning. Og den manglende succes på banen og det deraf følgende fravær af titler lagde en anden bombe under forretningen Lyon; titler giver penge, der generer merchandise-salg, der fylder stadion op, der giver gode tv-aftaler etc.

At klubben i forrige sæson end ikke formåede at kvalificere sig til Champions League, var symbolsk for den sportslige og økonomiske nedtur, som Lyon har været ude i de seneste sæsoner. Tallene taler deres eget sprog:

Omsætning i millioner Euro:
2009        192
2010        160
2011        154
2012        145

Spillersalg:
2006        38
2007        73
2008        56
2009        52
2010        14
2011        21

Lønomkostninger:
2009        80
2010        121
2011        111

Derudover faldt indtægterne fra både merchandise og billetsalg med omkring 25 pct. i perioden 2008-2011.

OL Groupe, som er Lyons navn på børsen, begyndte at rapportere om tab, og markedet begyndte at stille spørgsmålstegn ved klubbens finansielle sundhedstilstand.

Aulas’ kursskifte fik dog stabiliseret den økonomiske situation, så man igen kunne se fremad – imidlertid med et ganske andet ambitionsniveau, eftersom de nationale konkurrenter fra Paris og Monaco er de rene Goliat’er at slås med finansielt.

For at reducere lønomkostningerne, gik Aulas gik i medierne og kaldte flere af spillerne “dinosaurer, der ikke var deres høje løn værd”. Cris, Kim Källström (billedet herunder) og Michel Bastos forlod klubben kort tid efter.


Aulas forfulgte også et andet spor, nemlig det, der gik ud på at bruge pengene smartere; det handlede især om en talentudvikling, der skulle munde i spillersalg på længere sigt. Der blev indført et kodeks om, at der skulle sælges en spiller, hver gang der blev købt en ny, netop for at holde lønomkostningerne stabile.

Så Lyon anno 2014 er takket være Aulas’ hestekur i en væsentlig bedre forfatning end for bare halvandet år siden - fordi han kærligt, men bestemt betragter den børsnoterede klub som en forretning.