Superliga-spil: Optakt til weekendens runde


Fredag

SønderjyskE 2.85, uafgjort 3.4, AaB 2.35

Det er to hold med forskellige formkurver, der mødes i Haderslev. Mens hjemmeholdet har tabt sine to seneste kampe og ikke har vundet en hjemmekamp siden første rundes 6-1-nedslagtning af Randers, ser Kent Nielsen langt om længe ud til at have fået styr på sine nordjyske tropper anført af en Nicklas Helenius i topform.

12 mål har AaB scoret de seneste fire kampe, og selvom kreatør Lucas Andersen er taget til Holland for at forhandle med Ajax, er der grund til at tro på, at topholdet AaB hiver sejren hjem mod et hjemmehold, der har lukket seks mål ind i sine seneste to kampe. Er man dristig, kan der være penge at hente på en handicap-udesejr til odds 4.55.

Lørdag

Silkeborg IF 2.35, uafgjort 3.3, AGF 2.9

Silkeborg kan ikke få spillet til at køre og er af mange tippet som en af nedrykningsfavoritterne. Tre nederlag i ligeså mange hjemmekampe er det blevet til, og i den seneste udekamp mod Midtjylland var det i mindst ligeså høj grad hjemmeholdets svage præstation som Silkeborgs eget spil, der skaffede uafgjort 1-1. Den nye træner Keld Bordinggaard har stadig til gode at samle stafetten op fra sin karismatiske forgænger, Troels Bech.

AGF er svære at blive kloge på. Den ene uge virker deres spil låst, og i den næste bliver der lukket op for posen i offensiven. Senest blev Horsens på bizar vis udraderet med 4-1 i en kamp, hvor AGF-angriberen Aron Johansson lavede hattrick på fem minutter og tilmed fik lov til at score et fjerde mål på straffe. Der er grund til at tro, at Silkeborg - uden indpiskeren Dennis Flinta, der er i karantæne - får særdeles vanskeligt ved at dæmme op for en geyser af selvtillid i form af Johansson, som har odds 3.5 på at score i kampen - og flotte 9.0 som første målscorer.

Søndag

Randers FC 2.15, uafgjort 4.4, AC Horsens 3.15

Horsens har lukket otte mål ind i sine seneste tre Superliga-kampe, og lægger man dertil torsdagens portugisiske øretæve mod Sporting på 0-5 har man billedet af et hold i krise. Forsvarsspilleren Mads Agesen er tilmed ude med en alvorlig skade. Slideren Martin Spelmann har døjet med en skade, ligesom midtbanestrategen Martin Retov har det. Uden disse to i topform har Horsens det mere end svært.

Randers har som den eneste klub i Superligaen til gode at spille uafgjort i denne sæson. Det kan de så passende gøre mod et Horsens-hold, der vil trække på fighten for at komme tilbage efter den seneste tids blamager. Randers spiller ofte tætte kampe - senest mod FC København - og uafgjort til odds 4.4 er værd at tænke over.  

FC Midtjylland 1.85, uafgjort 3.5, Esbjerg 4.1

Netop Randers er den seneste modstander, FC Midtjylland har formået at vinde over, og Glenn Riddersholm & co. har bestemt ikke imponeret hidtil i denne sæson, hvor en del har forventet, at de skulle følge op på sidste sæsons fine tredjeplads. Det er der intet, der tyder på i øjeblikket, selvom FCM var lige ved at spille sig i Europa League med en 2-0-udesejr mod Young Boys, der dog havde vundet den første kamp 3-0.

Kampen i Schweiz har uden tvivl kostet kræfter, og selvom der normalt er mange mål i FCM's kampe, kan det komme til at knibe med de offensive kræfter mod oprykkerne fra Esbjerg, som til gengæld hverken scorer eller lukker særligt mange mål ind. Odds 3.0 på at udeholdet ikke får scoret, kan vise sig at være et fornuftigt spil.

FC Nordsjælland 1.55, uafgjort 3.85, Brøndby IF 6.0

Mestrene fra FC Nordsjælland står foran en knaldhård og barsk Champions League-debut, men på nuværende tidspunkt er holdet fra Farum friske og klare i ben og hoveder og skal hverken bekymre sig om karantæner eller skader. Både defensiv og offensiv fungerer fint, og hjemmeholdet er pt det mest scorende hold i rækken - ikke mindst takket være den flyvende hollænder Joshua John, der spiller sig frem til et væld af chancer. Ligesom med det berygtede nederlandske skib kan synet af John varsle ilde for det i forvejen sårede Brøndby-hold, der risikerer at gå ned med mand og mus på Farum Park.

Brøndby kommer godt nok til Farum med en pokalsejr i bagagen, men også med karantæner til de centrale midtbanespillere Mike Jensen og Franck Semou. Især førstnævnte bliver svær at undvære, og en handicapsejr til hjemmeholdet til odds 2.45 er meget sandsynlig. Odds 7.0 på Joshua John som første målscorer er bestemt også værd at tænke over.

OB 3.45, uafgjort 3.4, FC København 2.05

Rundens anden store kamp foregår i Odense mellem en af sidste sæsons helt store skuffelser, OB, og sølvvinderne fra FC København, der i den forgangne uge blev ekspederet ud af Champions League, før turneringen rigtig var begyndt. Trods sidste rundes 0-4-rundbarbering hjemme mod AaB - en kamp, der bar præg af en tidlig udvisning til OB - har OB vist mange fine takter under den nye træner, Troels Bech - ikke mindst i den defensive struktur.

FC Københavns udekamp i onsdags mod Lille gik i forlænget spilletid, og sammenholdt med det faktum, at københavnerne røg ud, vil der sandsynligvis være et vist fysisk såvel som mentalt slid at spore. Spørgsmålet er så, om træner Ariël Jacobs vil spare spillere, som han gjorde i sidste runde mod Randers. Gør han det, vil OB være klar til at slå til. Uafgjort (til odds 3.4) vil grundlæggende være til at leve med for begge hold. Det er sandsynligt at pausestillingen ligeledes er ufgjort, og X'et ved halvleg/fuldtid kaster odds 5.5 af sig.