Superligaen: FC Midtjylland straffer skrøbelige FC Nordsjælland


Den forgangne runde var hård for de to klubber, der skal krydse klinger i lørdagskampen. FC Midtjylland ligger ganske vist stadig nummer ét i Superligaen, men nederlaget i Aalborg betyder, at der nu kun er to point ned til AaB på andenpladsen. Sidste sæsons nummer to, FC Nordsjælland, tabte overraskende 1-2 på eget (kunst)græs til oprykkerne fra FC Vestsjælland - et resultat der betyder, at Tigrene nu er lige så stor del af nedrykningsfeltet som subtoppen.

Lørdag er Ulvene tilbage i egen hule, hvor de kun har tabt én kamp i denne sæson (0-1 til Brøndby), mens FCN er tilbage under de "fremmede himmelstrøg", hvor Hjulmand & Co. har haft så svært ved at hente point - fire point i 10 udekampe taler sit eget tydelige sprog.

Set i dette lys må et odds lige under to siges at være ganske fristende på 1-tallet, og trods nederlaget i topkampen mod AaB er optimismen og kampviljen da også intakt hos FCM: 

"Vi er favoritter på hjemmebane, og den tager vi gerne på vores skuldre. Vi skal ikke ud og beskytte vores førsteplads, vi skal ud og vinde den, og det gør vi bedst ved at være modige, fremadrettede og offensive", siger FCM's cheftræner, Glen Riddersholm, til klubbens hjemmeside.

Statistisk set er der heller ikke meget at hænge hatten på for gæsterne fra Farum, der kun har formået at besejre FCM én gang i Herning i 21 forsøg. Sejren lød på 2-1 og kom tilbage i september 2009.

Vi satser på, at FCM viser sit værd mod et skadesplaget gæstemandskab blottet for selvtillid og dermed lægger midlertidig afstand til guldrivalerne fra Nordjylland.

Hjemmeholdet må fortsat undvære de skadede spillere Erik Sviatchenko og Oluwafemi, mens gæsterne er uden Andreas Laudrup, Joe Sise, Kasper Lorentzen, Uffe Bech og Søren Christensen.

Spilforslag:
Sats på, at FCM vinder til odds 1.95