Superligaen: FC Vestsjælland får endelig ram på oprykkerkollegaen Viborg


Kigger man på statistikken, er der ikke lagt op til et brag af en målfest i 23. spillerundes fredagskamp mellem de to oprykkerklubber, FC Vestsjælland og Viborg FF. De to hold har således henholdsvis et målgennemsnit på hjemme- og udebane på 0.90 og 0.92. Begge mandskaber går imidlertid ind til opgaven velvidende, at ét point ikke vil kunne bruges til det store i bundstriden om at undgå en returbillet til 1. Division, og at det meget vel i sidste ende kan være de indbyrdes kampe mod den anden oprykker, der afgør, om der også er Superliga-bold på programmet efter sommerferien.

I den kontekst er det interessant at iagttage, at VFF har vundet begge de hidtidige indbyrdes opgør i landets bedste række - begge spillet i Viborg - men at det ikke desto mindre er FCV, der ligger over stregen på en niendeplads med tre point ned til de grønblusede viborgensere. Midtjyderne har været i stor pointmæssig krise siden slutningen af efteråret, og VFF har ikke fået tre point i de seneste ni ligakampe - ja, den seneste ligasejr var rent faktisk mod netop FCV den 25. oktober i en fredagskamp, der blev vundet med hele 4-1. 

Siden dengang har VFF tabt seks og spillet uafgjort tre gange, og pt. ligner Auri Skarbalius' mandskab en af de mest oplagte nedrykningskandidater, selvom man råder over ligaens topscorer, Thomas Dalgaard, der med 15 mål i 22 kampe har bevist, at han også har klassen til at bide skeer med de bedste forsvarsspillere i den hjemlige andedam.

Efter 2-1-sejren på en af Superligaens statistisk set sværeste udebaner i Farum er der ikke noget at sige til, at Ove Pedersens Slagelse-hold stiller op som favoritter. Vikingerne er ubesejret i deres seneste tre ligakampe og må siges at have rejst sig flot efter blamagen i forårets premiererunde mod en anden nedrykningskandidat i form af SønderjyskE (0-4 på hjemmebane).

Gæsterne kan ganske enkelt ikke vinde fodboldkampe i øjeblikket, og bortset fra den indbyrdes statistik er det svært at finde belæg for at satse på 2-tallet, selvom odds 3.70 er ganske fristende. Vi ender med at satse på en snæver sejr til hjemmeholdet og tror, at opgøret ender 2-1 til FCV (odds 9.50).

Ingen af de to klubber har spillere i karantæne.

Spilforslag:
Sats på, at FCV vinder til odds 2.05